Theriak, det mest berømte, agtede og kostbare lægemiddel gennem tiderne, oprindelig bestående af 40-70 stoffer, senere reduceret til 5-6 stoffer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet theriak kommer af græsk theriakos 'virksom mod dyregift', afledt af therion 'vilddyr'.

Theriak er første gang omtalt i 100-t. f.Kr. og optræder i talrige formelsamlinger og farmakopéer gennem tiderne i mange lande. Det brugtes som universalmiddel mod slangebid, forgiftning, pest og andre alvorlige sygdomme. Sammensætningen skiftede; der indgik hugormekød, bævergejl, rabarber, aloe, myrrha, safran mv. udrørt i honning og vin. Mest virksomt var indholdet af ca. 1 % opium. Fremstillingen blev overvåget af læger ved pompøse forestillinger.

Theriak var højt agtet og blev omtalt i Danmark, bl.a. af Tycho Brahe og Holberg. Brugen af dette gamle farmaceutiske mesterstykke svandt ind i takt med kampen mod tidligere tiders stærkt sammensatte lægemidler, men theriak kunne dog endnu fås på danske apoteker i begyndelsen af 1900-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig