synsnervesygdomme

Dominant infantil optikusatrofi er beskrevet af den danske øjenlæge Poul Kjer (1922-2015). Denne sygdom er hyppigere i Danmark end i vore nabolande og viser sig ved en gradvis nedsættelse af synet fra 5-6-årsalderen. Lebers hereditære optikusatrofi (efter den tyske øjenlæge Theodor Leber (1840-1917)) rammer yngre voksne og medfører i løbet af nogle få måneder en svær, dobbeltsidig synssvækkelse, der som regel er varig. Da sygdommen er en mitokondriesygdom, kan kun kvinder videregive den.

Synsnervebetændelse (optikusneuritis) rammer overvejende yngre voksne. Sygdommen viser sig som en pludselig opstået sløring og nedsættelse af synet, oftest kun på det ene øje. I de fleste tilfælde bedres synet gradvis i løbet af dage til uger. Synsnervebetændelsen kan være udløst af både mikroorganismer og toksiske forbindelser, men er i mange tilfælde en forløber for dissemineret sklerose, som kan bryde ud op til 10-20 år senere.

Kredsløbssygdomme med nedsat ilttilførsel er den hyppigste årsag til synsnervesygdomme hos ældre mennesker. Det kan dreje sig om åreforkalkning eller tillukning af blodkar pga. bindevævssygdomme, fx arteritis temporalis, som ofte viser sig ved pludselig synssvækkelse. Hurtigt indsættende behandling i løbet af timer kan være synsreddende.

Synsnervehovedet (papilla nervi optici) er den eneste del af synsnerven, som kan iagttages udefra ved oftalmoskopi. En udhuling af synsnervehovedet kan være medfødt, men kan også være tegn på grøn stær. En frembuling (stasepapil) kan være tegn på forøget hjernetryk ved hjerneblødning eller hjernesvulst, og en bleg synsnerve er udtryk for optikusatrofi.

Synsnerven undersøges bl.a. ved oftalmoskopi, måling af synsstyrken, registrering af synsfelt, farvesans og de elektriske synsimpulser, som løber igennem nerven til hjernen (visual evoked potentials,VEP), se øjenundersøgelse.

Behandlingen af synsnervesygdomme er rettet mod årsagen. Hvis der først er indtrådt optikusatrofi, er mulighederne for behandling som regel stærkt begrænsede.