sucrose

Sucrose, saccharose, β-D-fruktofuranosyl-α-D-glukopyranosid, rørsukker, roesukker, C12H22O11, disaccharid, der ved hydrolyse spaltes til en blanding af glukose og fruktose.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sucrose kommer af fransk sucre 'sukker' og -ose.

Da en opløsning af sukker er optisk højredrejende, mens hydrolyseproduktet er venstredrejende, kaldes processen invertering og produktet invertsukker. Sucrose smelter ved 185-186 °C, ved højere temperaturer dannes karamel, og til sidst rent kulstof, sukkerkul. Se også sukker.

Plantefysiologi

I planter er sucrose vigtigt ved transport af organisk stof (se stoftransport). En stor del af fotosyntesens produkter omdannes til sucrose, som via sivævet sendes til de øvrige plantedele. Om natten omdannes stivelse, som er oplagret i bladene, til sucrose; derved kan eksport af sucrose fortsætte, selvom fotosyntesen er standset. I nogle planter, fx sukkerroer, oplagres sucrose i specialiserede organer og kan bruges senere i plantens udvikling.

Ernæring

Sucrose spaltes af fordøjelsesenzymet isomaltase (eller sucrase isomaltase) til glukose (druesukker) og fruktose (frugtsukker), som er vigtige og let omsættelige energimolekyler. Enzymmolekylerne er fast bundet til overfladen af mikrovilli på epithelcellerne i tyndtarmen (se celle og mave-tarm-system).

Mangel på enzymet hører blandt de almindeligste medfødte fordøjelsesenzym-mangler (0,5-1% af befolkningen, i visse etniske grupper op til 10%) og viser sig ved diarré, når barnet vænnes fra modermælk og får blandingskost.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig