stinkdyr

Stinkdyr. Stribede stinkdyr, Mephitis mephitis, er med deres langhårede pels godt rustet til at klare vinteren i Nordamerika. I løbet af efteråret æder de sig desuden et tykt fedtlag til for at kunne klare lange perioder uden føde. Det er det fedt, de tærer på, når de midt på vinteren går ind i en dvalelignende tilstand.

.

Artikelstart

Stinkdyr, Mephitidae, familie af mindre rovdyr beslægtet med bl.a. mårfamilien (Mustelidae). Der er 14 arter fordelt på fire slægter: plettede stinkdyr (Spilogale), stribede stinkdyr (Mephitis), langsnudede stinkdyr (Conepatus) og stinkgrævlinger (Mydaus). Det er kattestore rovdyr med en plump krop og lang, tyk pels. De varierer i størrelse fra 12 cm til 49 cm med en halelængde på 10-41 cm og en vægt på 0,2-4,5 kg. Pelsen er sort med hvide tegninger på krop, hoved og hale.

Stinkdyr er udbredt fra det sydlige Canada til det sydlige Brasilien. De findes i mange landskabstyper fra åbent, klippefyldt terræn over kulturlandskab til skovområder, men undgår tæt skov og sumpet terræn.

Stinkdyr er altædende, men kun plettede og langsnudede stinkdyr tager slanger; de er sandsynligvis immune over for slangernes gift. Føler stinkdyr sig truet, stiller de sig i forsvarspositur med bagenden vendt mod fjenden. Er dette ikke nok, kan de udsende en stråle eller en sky af ildelugtende væske fra et par analkirtler placeret lige inden for anus. Væsken kan sendes 2-3 m væk og kan i vindretningen lugtes flere kilometer væk; den virker desuden stærkt irriterende på huden.

Den nordligste art, Mephitis mephitis, går i en dvalelignende tilstand i den koldeste del af vinteren, hunnerne i længere tid end hannerne. Plettede stinkdyr er sociale, mens de øvrige arter mest lever alene. Hunnerne er drægtige i 1-21/2 måned og føder 2-6 (sjældent op til 9) unger pr. kuld. Hos plettede stinkdyr er der forlænget drægtighed, så den samlede periode fra parring til fødsel varer op til 8 måneder. Alle arter af stinkdyr har i tidens løb været jaget pga. pelsen, og enkelte arter regnes derfor for truede.

Stinkgrævlingerne, der i dag placeres i stinkdyrfamilien, omfatter to arter. Den indonesiske stinkgrævling (Mydaus javanensis) findes på Java, Borneo og Sumatra. Den er forholdsvis lille og mørkebrun med en hvid rygstribe. Den palawiske stinkgrævling (M. marchei) minder meget om den foregående art, men er mere chokoladebrun og med gullig rygstribe. Den findes kun på to små øer, Palawan og Busuanga, nordøst for Borneo.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig