stenfrugtfamilien

Artikelstart

Stenfrugtfamilien, Amygdalaceae, i tidligere taksonomi en plantefamilie med kun én slægt, Prunus, og ca. 400 arter, hjemmehørende i tempererede egne og tropiske bjerge. Stenfrugtfamilien inkluderes nu i underfamilien Amygdaloideae i rosenfamilien.

Det er stedsegrønne eller løvfældende træer eller buske med hele blade, oftest med tidligt affaldende akselblade (fodflige) og evt. med ekstraflorale nektarier ved bladbasis. Blomsterne er enlige eller samlet i klaser eller skærme, de er femtallige med talrige støvblade og ét frugtblad, der udvikles til en stenfrugt. Frøene og evt. andre dele af planterne indeholder amygdaliner, der er stærkt bitre og stærkt duftende stoffer, som ved spaltning danner blåsyre (se cyanforbindelser), evt. i så stor mængde, at de er giftige.

Mange arter dyrkes som frugttræer, bl.a. abrikos, blomme, fersken, kirsebær, kræge og mandel. Se også hæg og slåen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig