steeplechase

Artikelstart

Steeplechase, forhindringsløb til hest enten på galopbane (se galopsport) eller som del af udholdenhedsprøven i military. Steeplechase kendes fra midten af 1700-t. i Irland, hvor der blev redet forhindringsløb mellem kirketårne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet steeplechase er engelsk; sat sammen af streeple 'kirketårn' og chase 'jagt'

I steeplechase skal hestene springe over naturlige, faste forhindringer som mure, store hække, grøfter og evt. vandgrave, men ingen kunstige, farvede spring. Der er en betydelig risiko for styrt, bl.a. fordi hestene springer i flok. I military er der faste regler for springenes størrelse, og desuden rides der enkeltvis over banen, hvilket mindsker risikoen.

Det kendteste løb, Grand National Handicap Steeplechase, blev løbet første gang i Aintree nær Liverpool i 1837. Kun tre væddeløbsbaner, to i England (Aintree og Cheltenham) og én i Tjekkiet (Pardubice), afholder i begyndelsen af 2000-t. steeplechase.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig