stålorme

Stålorme. Den danske stålorm (Anguis fragilis) er fredet.

.

Artikelstart

Stålorme, Anguidae, familie af øgler med ca. 100 arter fordelt på 15 slægter, udbredt i Amerika og Eurasien. Flere af arterne har en fure på hver side af kroppen, der er dækket af glatte skæl, som understøttes af benplader (osteodermer) i underhuden. Lemmerne kan være veludviklede som hos de amerikanske slægter Gerrhonotus (alligatorøgler) og Abronia, reducerede som hos Diploglossus (ringøgler) og Ophiodes, ligeledes fra Amerika, eller helt mangle som hos slægten Anguis, den nordamerikanske slægt Anniella samt slægten Ophiosaurus (glasslanger) fra Eurasien og Amerika.

Stålormene er overvejende jordlevende, men Anniella er gravende, og Abronia er trælevende med klatrehale. De fleste arter lever af mindre, hvirvelløse dyr, men scheltopusiken, Ophiosaurus apodus, der bliver op til 1,4 m, tager også mindre hvirveldyr.

Vor hjemlige stålorm, Anguis fragilis, bliver op til 40 cm og er udbredt i det meste af landet. Den er rørformet med en kort krop og en lang hale, der let sprænges af; en ny, men knap så fuldendt, kan gendannes. Ungerne er sølvgrå eller kobberfarvede på oversiden og forsynet med en mørk midterlinje fra isse til halespids. De er mørke på flankerne og undersiden. Hunnerne bevarer til dels denne farve, mens hannerne normalt bliver mere eller mindre ensfarvede grå eller brune. Stålormen går i dvale om vinteren. Den forveksles ofte med slanger, men kan ud over på farven og den lange hale kendes fra disse på, at den har øjenlåg, små skæl på bugen samt er hård og stiv at holde på. Stålormen er fredet i Danmark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig