stående hunde

Stående hunde er jagthunde, som arbejder i større afstand fra deres fører, og ligesom de stødende hunde skal opsøge vildt som agerhøns. Hunden skal dog blive stående og med sin tilstedeværelse fastholde vildtet. Når jægeren er kommet på skudhold, skal hunden på kommando få vildtet til at lette, så jægeren kan nedlægge det, og derefter hente det nedlagte vildt.

Gruppen af stående hunde opdeles i kontinentale racer som gammel dansk hønsehund og tysk ruhåret hønsehund samt engelske racer som pointer og irsk setter.

Tidligere var de stående hunde meget almindelige som jagthunde i Danmark. I begyndelsen af 1900-tallet var de engelske racer i overtal. Fra midten af 1900-tallet havde de kontinentale racer dog overtaget, og i årtier var den tyske ruhårede hønsehund nærmest synonym med jagthund. Jagtlandskabet fordrede fuglejagt og harejagt på en anden måde end i dag, og bestanden af hjortevildt var langt mindre. Den tyske ruhårede hønsehund er en alsidig og kompetent jagthund, der kunne dække stort set alle jægerens behov ved en jagthund. Derfor er racen fortsat den mest almindelig af de stående racer. Dog er antallet af denne og de øvrige stående hunde betydeligt lavere end tidligere.

I dag fordrer jagten i Danmark andre racer, der kan arbejde tæt på føreren og på mindre revirer. Derfor har de stående hunde i høj grad måtte vige pladsen for de stødende hunde, der samtidig opfattes som mere håndterbare og populære i familien. Det er dog en sandhed med modifikationer. Da der er krav om at medbringe en egnet apporterende hund på de fleste jagtformer herhjemme, er labrador retriever blevet den mest almindelig jagthund. Det har skubbet de stående hunde i baggrunden, selv om der fortsat er en dedikeret kerne af hundeførere, som holder fast i den traditionelle jagt over stående hunde på agerhøns mv.