Elizabeth 1.
Kjolen, som Dronning Elizabeth 1. af England bærer på dette portræt, er dekoreret med sortsyning. Olie på træ, 1590.
Af /Jesus College.

Sortsyning er en broderiteknik, der som regel sys med sort silketråd over talte tråde på fint hvidt hørlærred. Sølvtråd og forgyldt sølvtråd samt rød silketråd er dog også blevet brugt.

Faktaboks

Også kendt som

holbeinsyning; på engelsk blackwork, spanish work.

Sortsyningens historie

Det er uvist, hvornår sortsyning opstod, men muligvis kom den til Spanien med maurerne i middelalderen. Teknikken kendes både fra Spanien og Italien, men i 1500-tallet og 1600-tallet blev den uhyre udbredt i England i samfundets øverste lag. Det siges, at det var Henrik 8.s spanske dronning Katarina af Aragonien, der bragte den til England, da hun blev engelsk dronning i 1509. Teknikken kaldes derfor også spanish work.

Sortsyningens mønstre og sting

Sortsyninger fra 1500-tallets England er typisk livfulde blomster- og plantemotiver, og broderierne blev anvendt på hovedpudebetræk, små tæpper og dragtelementer som ærmer, kjoleliv, hætter og huer.

Grundstinget i sortsyning er dobbelte forsting, som sys over to tråde i stoffet. Man kan lægge stinget vandret, lodret eller på skrå, og der er ingen fast rækkefølge i syningen. Idealet er dog, at broderiets for- og bagside ligner hinanden mest muligt, så man må udtænke en rækkefølge for syningen og mønstrene.

Motivets konturer broderedes for eksempel med kontursting, kædesting eller koralsting. Selve motivet udfyldes med forskellige former for bunde med blandt andet hulsting, korssting og speckling.

For at opnå skyggevirkninger varieres bundenes tæthed. Det kan gøres, ved at man syr samme sting med forskellige trådtykkelser, eller ved at man lidt efter lidt udelader mere og mere af mønsteret under syningen.

Holbeinsyning

Den tyske maler Hans Holbein d.y., der i 1536 blev hofmaler ved det engelske hof, skildrede samtidens klædedragt og ikke mindst broderierne med sortsyning så omhyggeligt, at man ofte kalder denne broderiteknik for holbeinsyning.

Holbeinsyningen er en tidlig udgave af sortsyning i England, og i de tidligste udgaver, var mønstrene relativt enkle med geometriske mønstre. Senere bliver mønstrene mere organiske med arabesker, blomsterranker, fugle og insekter.

Sortsyning i dag

Pingviner i sortsyning.
Katrine Gudmundssons broderi med pingviner er et smukt og moderne eksempel på sortsyningens fotografiske virkninger. Se flere eksempler på www.gudm.dk/
Pingviner i sortsyning.

I dag er sortsyning en meget populær og udbredt broderiteknik, især i engelsktalende lande. Sortsyningens muligheder for at brodere skyggeeffekter gør, at teknikken i dag ofte bruges til omsætte fotografier til broderi. Så teknikken lever i bedste velgående, og det er let at finde mange smukke, sjove og overraskende eksempler på moderne sortsyning for eksempel på sociale medier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig