socialpædiatri

Socialpædiatri, barnealderens socialmedicin. Den danske børnelæge Svend Heinild introducerede betegnelsen og faget i 1950'erne og gjorde det kendt i Danmark gennem sit mangeårige arbejde med børn og familier med vanskelige levekår, psykiske og sociale problemer. Han definerede faget som livsvilkårenes betydning for børns sundhed og sygdom, og pga. de tidlige barneårs store betydning for senere funktion, velbefindende og fremtidsudsigter brugte han ofte sloganet, "at børns vilkår til enhver tid er det vigtigste socialpolitiske spørgsmål".

I kritiske perioder af menneskehedens historie er der ofte udviklet et humanitært og socialpædiatrisk arbejde pga. åbenlys nød. Fx lykkedes det den danske læge Emil Hornemann i 1873 at få Rigsdagen til at vedtage love, der forbød børnearbejde. Børneplejestationer med læger og sygeplejersker opstod i begyndelsen af 1900-t., især for at hjælpe fattige familier.

Sundhedsplejerskeordningen blev gennemført i slutningen af 1930'erne, skolelægeordningen og de forebyggende undersøgelser hos egen læge kort tid efter 2. Verdenskrig, samtidig med at vaccinationsprogrammet fortsat blev udbygget. I 1930'erne var området ofte lægedomineret, til tider med en noget restriktiv indstilling ("ro, renlighed og regelmæssighed"), mens arbejdet senere er blevet tiltagende tværfagligt og socialt orienteret med deltagelse af pædagoger, psykologer, socialrådgivere og sundhedsplejersker med en indstilling præget af nyere pædagogiske og psykologiske teorier. Ændringen i sygdomsmønsteret fra de alvorligere legemlige sygdomme, fx infektioner, til trivselsproblemer, psykosomatiske problemer, adfærdsmæssige vanskeligheder og sansemotoriske problemer har ligeledes nødvendiggjort, at den tidligere ret somatisk prægede indstilling er ændret til en tværfaglig indsats.

Socialpædiatri er ikke et selvstændigt lægeligt speciale (se børnesygdomme og pædiatri), og der findes ingen specialiseret socialpædiatrisk klinik som tidligere på Rigshospitalet. Faget udøves først og fremmest af alment praktiserende læger ved de forebyggende børneundersøgelser og det kliniske arbejde med børn, på sygehusenes børneafdelinger og af de kommunale sundhedstjenester med sundhedsplejersker og kommunallæger (tidligere benævnt skolelæger). Det socialpædiatriske arbejde grænser således ofte op til det arbejde, der udføres på de pædagogisk-psykologiske rådgivninger, de børnepsykiatriske afdelinger og børne- og familieafdelingerne i de kommunale socialforvaltninger.

De seneste år omkring 2000 har været præget af forskning og udvikling af hjælpeforanstaltninger ved omsorgssvigt af børn og unge.