Social udveksling er et samfundsteoretisk begreb om bytte af værdsatte materielle og symbolske goder mellem individer eller grupper. Begrebet spiller en rolle i både økonomi, socialantropologi og sociologi.

Økonomisk teori bygger grundlæggende på byttehandler mellem udbydere og efterspørgere af goder.

Inden for socialantropologien har ikke mindst Marcel Mauss og Claude Lévi-Strauss i 1900-tallets første halvdel studeret betydningen af social udveksling bl.a. for skabelse af solidaritet, fx i forbindelse med oprindelige samfunds regler om indgåelse af ægteskab og gavegivning.

Inden for sociologien forsøgte George Caspar Homans i Social Behavior — Its Elementary Forms (1961) at skabe en generel sociologi på basis af udveksling mellem individer. Her arbejdede han med en utilitaristisk individopfattelse byggende på begreber som belønning, straf og omkostninger. Peter Michael Blau udvidede teorien til samfundsmæssige fænomener, og i nyere bytteteori har magtfænomenet stået i centrum. Man har bl.a. forsøgt at forklare magt ud fra et bytte mellem dem, der yder mest, og som kompenseres med større magt, og dem, der yder mindst, og som pålægges afhængighed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig