sigt- og sagefaldsret

Sigt- og sagefaldsret, i ældre lovgivning ret til bøder, der idømtes i en retssag. Betegnelsen, der anvendtes under enevælden, skyldes, at der med retten var forbundet en pligt til at påtale forbrydelser og til at fuldbyrde domme.

Blandt kongens indtægter spillede sagefald, der udover penge også omfattede genstande og ejendomme, en betydelig rolle gennem hele middelalderen. Fra 1200-t. blev sagefald i stigende omfang overladt til herremænd samt kirkelige institutioner, fx bispestole og klostre. Lovgivningen i begyndelsen af 1500-t. gav alle adelige samt de kirkelige institutioner ret til bøder af enhver størrelse, afgifter ved benådning betalt af fredløse samt fredløses gods.

Da hovedparten af kirkegodset blev inddraget under kronen i forbindelse med Reformationen i 1536, mistede de kirkelige institutioners sagefaldsret i alt væsentligt sin betydning, mens den bevaredes uændret for adelens vedkommende. Sagefaldsretten opretholdtes under enevælden som en ret, der tilkom lensbesiddere, stamhusbesiddere og ejere af komplette sædegårde, når de var adelige eller særlig privilegerede. Den private sigt- og sagefaldsret bortfaldt ved Grundloven i 1849.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig