Schoutbynacht er en ældre betegnelse for kontreadmiral, som er den næstlaveste admiralsgrad. Graden blev anvendt af den nederlandske flåde fra 1600-tallet og indført i den danske flåde i 1670'erne.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er af nederlandsk schout-bij-nacht dvs. 'den der holder vagt om natten'.

Sejlskibsflåderne var fra 1600-tallet og frem til begyndelsen af 1800-tallet under sejlads i kølvandsorden inddelt i tre eskadrer. Hovedstyrken var placeret i midten under en admiral. Den forreste eskadre var under kommando af en viceadmiral, og den agterste var under en schoutbynacht, der skulle holde vagt over hele flåden om natten, deraf navnet.

I England betegnedes chefen for denne agterste eskadre for rear-admiral, dvs. admiralen for bagtroppen. I Frankrig blev betegnelsen contre-amiral brugt, både om chefen for fortroppen og bagtroppen.

I 1771 gik man i den danske flåde væk fra den nederlandske betegnelse og indførte den franske betegnelse, der på dansk blev til kontreadmiral. Graden benyttes stadig i Søværnet, men er nu den næstlaveste admiralsgrad efter indførelsen af graden flotilleadmiral i 1982.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig