Sanktion, i international politik et ikke-militært tvangsmiddel, som det internationale samfund anvender over for stater, der krænker de internationale forpligtelser, fx FN-pagten (se FN). Begrebet bruges også om enkeltstaters og landegruppers brug af fx økonomiske tvangsmidler mhp. at opnå politiske mål, fx USA over for Cuba i 1960. Et eksempel på mislykkede sanktioner er Folkenes Forbunds sanktioner over for Italien i 1936. I efterkrigstiden har FN med vekslende succes indført sanktioner mod bl.a. apartheidstyret i Sydafrika (1974 og 1977), mod Irak i Golfkrigen (1990) og mod Jugoslavien (1991). Sanktioners effektivitet er omstridt, idet de ofte rammer de forkerte i et land, nemlig civilbefolkningen snarere end landets ledere.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet sanktion kommer af latin sanctio 'forordning, straf', genitiv sanctionis, afledning af sancire 'gøre hellig, sætte religiøst bestemte grænser for'.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.