sandhed (Sandhed som sætningsprædikat)

Den ældste sandhedsteori er korrespondensteorien for sandhed, som Aristoteles var den første, der fremsatte eksplicit. En præcisering af opfattelsen af sandhed som korrespondens er givet af logikeren Alfred Tarski. Ifølge korrespondensteorien defineres sandhed som en overensstemmelse med virkeligheden. Teorien bygger på, at der er en bevidsthedsuafhængig virkelighed, og at vore meninger om denne virkelighed er sande, hvis de stemmer overens med den. Sætningen "Hvad der står i Den Store Danske Encyklopædi er sandt" betyder ifølge korrespondensteorien, at der er overensstemmelse mellem Encyklopædiens sætninger og de faktiske forhold. Heroverfor er det blevet indvendt, at den virkelighed, der foreligger, er struktureret ud fra en iagttagers eller en iagttagergruppes begreber, behov eller sproglige udtryksmuligheder, og at den derfor ikke er bevidsthedsuafhængig eller uafhængig af sprogets kategoriseringer.

Som en konsekvens af denne indvending er kohærensteorien for sandhed blevet fremsat. Ifølge denne er sandhed den størst mulige sammenhæng mellem det størst mulige antal sætninger. Denne definition af sandhed kendes især fra 1800-t.s filosofiske idealisme, som netop benægtede, at den virkelighed, der foreligger for os, er bevidsthedsuafhængig. Ud fra kohærensteorien kan man fx afvise, at astrologiske sætninger er sande, fordi de ikke stemmer overens eller er forenelige med de sætninger, som udgør fysikken og astronomien.

En variant af denne teori er konsensusteorien, hvori sandhed defineres som det, der er almen enighed om. Begge disse opfattelser forudsætter imidlertid, at fx videnskab er en stadig akkumulering af sandheder, hvor de sidste ikke strider mod de tidligere, hvilket svarer dårligt til videnskabens faktiske udvikling. At der på et tidligere tidspunkt har været fuld enighed om, at Jorden er flad, eller at denne påstand har været overensstemmende med langt flere sætninger end sætningen "Jorden er rund", gør ikke påstanden mere acceptabel.

En dynamisk sandhedsopfattelse blev hævdet af G.W.F. Hegel og Karl Marx. Hegel søgte i sin filosofi at beskrive menneskehedens kulturelle udvikling, dvs. dens historie, hvor Marx beskæftigede sig med menneskehedens sociale og økonomiske udvikling. Begge betragtede de meninger, der blev fremsat på et bestemt tidspunkt, som udtryk for udviklingsstadiet på pågældende tidspunkt, dvs. som relative sandheder. Inden for marxismen blev især den konkrete samfundsmæssige praksis betragtet som det afgørende sandhedskriterium. Den overordnede beskrivelse af den kulturelle eller samfundsmæssige udvikling hævdes imidlertid at være sand, fordi den er i overensstemmelse med denne udvikling. Ud fra denne sandhedsteori kunne Hegel og Marx hævde, at de ikke anskuer udviklingen ud fra det udviklingsstadium, de selv befinder sig på, og at deres teorier derfor kan tillægges absolut gyldighed.

Samme dynamiske sandhedsopfattelse genfindes i forskellige former for erkendelsesteoretisk relativisme og i den moderne socialkonstruktivisme (se konstruktivisme). Et af de problemer, som disse opfattelser har tilfælles, er at forklare, hvordan det er muligt at hæve sig op over den kulturelle og sociale kontekst og anskue den ovenfra.

Den pragmatiske sandhedsteori er en variant af den dynamiske sandhedsopfattelse. Ifølge en pragmatisk opfattelse defineres sandhed som det nyttige, brugelige, formålstjenlige eller praktiske. Sandhed er med William James' ord det, der leder til en stabil og ubesværet menneskelig tilværelse i et positivt samspil med andre. Det er imidlertid uklart, om denne sandhedsdefinition medfører relativisme og skepticisme, dvs. en benægtelse af muligheden for at opnå sikker og alment acceptabel viden.

Der er således problemer forbundet med samtlige af de måder, hvorpå filosoffer igennem tiderne har forsøgt at definere sandhed. Disse problemer diskuteres i erkendelsesteorien, specielt i den del, der kaldes aletiologi, læren om sandhed.

Den uenighed, der kan være om definitionen af sandhed, fører dog sjældent til uenighed om, hvordan sandhed skal konstateres. Tilhængere af forskellige definitioner på sandhed anvender ofte de samme metoder, fx empirisk afprøvning, til at finde ud af, hvad der er sandt. Samfundsmæssig eller videnskabelig praksis kan opfattes som kriterier på sandhed, uanset hvordan ordet sand defineres. Uenigheden om, hvorledes sandhed skal defineres, medfører heller ikke nødvendigvis uenighed om, hvad der er sandt.

Også forskellige former for probabilisme, relativisme, skepticisme og subjektivisme kan forenes med de forskellige sandhedsteorier ofte ud fra opfattelsen af sandhed som et uopnåeligt ideal. Fx strider Kierkegaards påstand om, at subjektiviteten er sandhed, ikke imod de klassiske sandhedsteorier, idet påstanden ikke implicerer, at sandheden er subjektiv, og dermed, at enhver påstand er lige så god som enhver anden. Kierkegaard vil med påstanden understrege, at kun personligt erhvervet og lidenskabeligt fastholdt sandhed har betydning for mennesket.

I dele af 1900-t.s filosofi, fx i den logiske positivisme, er mening og sandhed blevet knyttet sammen i den forstand, at en sætnings mening er blevet defineret som de betingelser, under hvilke den ville kunne verificeres. Hvis det principielt er umuligt at verificere en sætning, betragtes den som uden mening. Således hævdede en række logiske positivister, at Heideggers overvejelser over væren og intet er blottet for mening, fordi de ikke kan efterprøves empirisk.

Læs videre om absolut og relativ sandhed.