sandhed (Sandhed som sætningsprædikat)

Artikelstart

Sandhed (Sandhed som sætningsprædikat), Hvad betyder det, at en sætning er sand? I forbindelse med nogle typer af sætninger (nemlig sådanne, der ikke kan benægtes, uden at der opstår en selvmodsigelse) er sandhed det samme som konsekvens og konsistens. Sætninger af denne type kaldes nødvendige sandheder, og deres sandhed skyldes rent logiske forhold. Vi behøver kun logikken for at kunne indse, at ungkarle er ugifte, og at trekanter har tre sider. De egentlige sandhedsteorier er blevet udviklet i forbindelse med en anden type sætninger, nemlig sådanne, der kan benægtes, uden at der opstår en selvmodsigelse. Sande sætninger af denne type kaldes tilfældige sandheder.

Om denne type sætninger er det blevet sagt (af F.P. Ramsey), at ordet sand (og hermed også ordet falsk) er overflødigt. At hævde, at "Peter er rødhåret", og at sige: "Sætningen 'Peter er rødhåret' er sand", er et og det samme, idet at hævde en sætning er det samme som at sige, at sætningen er sand. Ordet sand kan derfor undværes. Ud fra denne opfattelse, som kaldes redundansteorien for sandhed, er det imidlertid vanskeligt at forklare, hvad en sætning som fx "Hvad der står i Den Store Danske Encyklopædi er sandt" betyder. I en variant af redundansteorien opfattes sætningen som en talehandling, der tilkendegiver enighed med redaktionen. Sand er ud fra denne opfattelse ikke et egentligt sætningsprædikat og har ikke en mening i dette ords sædvanlige betydning. Det er imidlertid uklart, hvilken rolle faktiske forhold spiller i forbindelse med denne type talehandlinger, og hvorledes ordet sand skal forstås, hvis det optræder i forbindelse med meninger, som ikke tidligere er blevet fremsat af andre. Langt rimeligere synes redundansteorien at være i forbindelse med normative sætninger som fx etiske principper og æstetiske regler. Sætninger om etiske forhold, fx at man bør handle i overensstemmelse med næstekærlighedsbudet, eller at man bør afholde sig fra at skade andre, er påbud, dvs. talehandlinger. Der synes derfor ikke at være forskel på hævdelsen af disse normer og hævdelsen af, at de er sande, undtagen hvis påstanden om deres sandhed opfattes som en tilkendegivelse af, at disse normer (måske til forskel fra andre) stammer fra en autoritet, der har ret eller magt til at fastlægge dem. Når man i så fald taler om, at det fx er sandt, at ejendomsretten er ukrænkelig, betyder det blot, at det står i Grundloven, dvs. sætningen burde lyde: "Det er sandt, at ejendomsrettens ukrænkelighed er fastlagt i Grundloven". Tilsvarende overvejelser over sandhed kan anføres i forbindelse med livsanskuelser, politiske opfattelser, religiøse anskuelser osv.

Over for redundansteorien står de egentlige sandhedsteorier, dvs. teorier om, hvordan ordet sandhed defineres. Der kan her skelnes imellem statiske og dynamiske teorier for sandhed, hvor de statiske bygger på det logiske princip, at det sande altid er sandt, de sidste på, at sandheden er kontekstafhængig, dvs. afhængig af tid, sted, miljø osv.

Statiske teorier

Den ældste sandhedsteori er korrespondensteorien for sandhed, som Aristoteles var den første, der fremsatte eksplicit. En præcisering af opfattelsen af sandhed som korrespondens er givet af logikeren Alfred Tarski. Ifølge korrespondensteorien defineres sandhed som en overensstemmelse med virkeligheden. Teorien bygger på, at der er en bevidsthedsuafhængig virkelighed, og at vore meninger om denne virkelighed er sande, hvis de stemmer overens med den. Sætningen "Hvad der står i Den Store Danske Encyklopædi er sandt" betyder ifølge korrespondensteorien, at der er overensstemmelse mellem Encyklopædiens sætninger og de faktiske forhold. Heroverfor er det blevet indvendt, at den virkelighed, der foreligger, er struktureret ud fra en iagttagers eller en iagttagergruppes begreber, behov eller sproglige udtryksmuligheder, og at den derfor ikke er bevidsthedsuafhængig eller uafhængig af sprogets kategoriseringer.

Som en konsekvens af denne indvending er kohærensteorien for sandhed blevet fremsat. Ifølge denne er sandhed den størst mulige sammenhæng mellem det størst mulige antal sætninger. Denne definition af sandhed kendes især fra 1800-t.s filosofiske idealisme, som netop benægtede, at den virkelighed, der foreligger for os, er bevidsthedsuafhængig. Ud fra kohærensteorien kan man fx afvise, at astrologiske sætninger er sande, fordi de ikke stemmer overens eller er forenelige med de sætninger, som udgør fysikken og astronomien.

En variant af denne teori er konsensusteorien, hvori sandhed defineres som det, der er almen enighed om. Begge disse opfattelser forudsætter imidlertid, at fx videnskab er en stadig akkumulering af sandheder, hvor de sidste ikke strider mod de tidligere, hvilket svarer dårligt til videnskabens faktiske udvikling. At der på et tidligere tidspunkt har været fuld enighed om, at Jorden er flad, eller at denne påstand har været overensstemmende med langt flere sætninger end sætningen "Jorden er rund", gør ikke påstanden mere acceptabel.

Dynamiske teorier

En dynamisk sandhedsopfattelse blev hævdet af G.W.F. Hegel og Karl Marx. Hegel søgte i sin filosofi at beskrive menneskehedens kulturelle udvikling, dvs. dens historie, hvor Marx beskæftigede sig med menneskehedens sociale og økonomiske udvikling. Begge betragtede de meninger, der blev fremsat på et bestemt tidspunkt, som udtryk for udviklingsstadiet på pågældende tidspunkt, dvs. som relative sandheder. Inden for marxismen blev især den konkrete samfundsmæssige praksis betragtet som det afgørende sandhedskriterium. Den overordnede beskrivelse af den kulturelle eller samfundsmæssige udvikling hævdes imidlertid at være sand, fordi den er i overensstemmelse med denne udvikling. Ud fra denne sandhedsteori kunne Hegel og Marx hævde, at de ikke anskuer udviklingen ud fra det udviklingsstadium, de selv befinder sig på, og at deres teorier derfor kan tillægges absolut gyldighed.

Samme dynamiske sandhedsopfattelse genfindes i forskellige former for erkendelsesteoretisk relativisme og i den moderne socialkonstruktivisme (se konstruktivisme). Et af de problemer, som disse opfattelser har tilfælles, er at forklare, hvordan det er muligt at hæve sig op over den kulturelle og sociale kontekst og anskue den ovenfra.

Den pragmatiske sandhedsteori er en variant af den dynamiske sandhedsopfattelse. Ifølge en pragmatisk opfattelse defineres sandhed som det nyttige, brugelige, formålstjenlige eller praktiske. Sandhed er med William James' ord det, der leder til en stabil og ubesværet menneskelig tilværelse i et positivt samspil med andre. Det er imidlertid uklart, om denne sandhedsdefinition medfører relativisme og skepticisme, dvs. en benægtelse af muligheden for at opnå sikker og alment acceptabel viden.

Der er således problemer forbundet med samtlige af de måder, hvorpå filosoffer igennem tiderne har forsøgt at definere sandhed. Disse problemer diskuteres i erkendelsesteorien, specielt i den del, der kaldes aletiologi, læren om sandhed.

Den uenighed, der kan være om definitionen af sandhed, fører dog sjældent til uenighed om, hvordan sandhed skal konstateres. Tilhængere af forskellige definitioner på sandhed anvender ofte de samme metoder, fx empirisk afprøvning, til at finde ud af, hvad der er sandt. Samfundsmæssig eller videnskabelig praksis kan opfattes som kriterier på sandhed, uanset hvordan ordet sand defineres. Uenigheden om, hvorledes sandhed skal defineres, medfører heller ikke nødvendigvis uenighed om, hvad der er sandt.

Også forskellige former for probabilisme, relativisme, skepticisme og subjektivisme kan forenes med de forskellige sandhedsteorier ofte ud fra opfattelsen af sandhed som et uopnåeligt ideal. Fx strider Kierkegaards påstand om, at subjektiviteten er sandhed, ikke imod de klassiske sandhedsteorier, idet påstanden ikke implicerer, at sandheden er subjektiv, og dermed, at enhver påstand er lige så god som enhver anden. Kierkegaard vil med påstanden understrege, at kun personligt erhvervet og lidenskabeligt fastholdt sandhed har betydning for mennesket.

I dele af 1900-t.s filosofi, fx i den logiske positivisme, er mening og sandhed blevet knyttet sammen i den forstand, at en sætnings mening er blevet defineret som de betingelser, under hvilke den ville kunne verificeres. Hvis det principielt er umuligt at verificere en sætning, betragtes den som uden mening. Således hævdede en række logiske positivister, at Heideggers overvejelser over væren og intet er blottet for mening, fordi de ikke kan efterprøves empirisk.

Læs videre om absolut og relativ sandhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig