Roer er en fællesbetegnelse for landbrugsplanter i slægterne Beta, og Brassica. Beta omfatter foderroe, runkelroe og sukkerroe. Brassica omfatter fx kålroe og turnips. I det første år af deres toårige livscyklus udvikler disse planter et opsvulmet ammeorgan, som er roen.
Roen er hos fx runkel- og sukkerroe dannet af kimstængel og hovedrod. Hos kålroe og turnips består den af kimstængel, hovedrod og den opsvulmede stængelbasis. Roen er den mest værdifulde del af roeplanten og bruges til foder eller udnyttes industrielt.
Fra omkring 1970-1980 har roedyrkningen i Danmark været domineret af fodersukkerroer og sukkerroer. Arealet med fodersukkerroer er faldende, mens arealet med sukkerroer siden 1960'erne har været på 65000-70000 ha; Kålroe og turnips dyrkes næsten ikke mere i Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.