Rhinovirus, gruppe af virus tilhørende picornavirus. Rhinovirus er den hyppigste årsag til almindelig forkølelse. Rhinovirus er små virus på 20-27 nm. Arvematerialet er enkeltstrenget RNA bestående af ca. 7000 nukleotider.

Faktaboks

Etymologi
Ordet rhinovirus kommer af græsk rhis 'næse', genitiv rhinos, og virus.

Der kendes ca. 100 rhinovirus med forskellige antigene egenskaber. Infektion med en given rhinovirus giver hverken fuld immunitet over for den pågældende type eller de øvrige rhinovirus. Det er derfor muligt at få almindelig forkølelse pga. rhinovirus mange gange i livet.

Det har indtil videre vist sig vanskeligt at udvikle en vaccine mod rhinovirus, navnlig fordi der findes så mange typer med forskellig antigenkarakter. Der findes heller ikke noget lægemiddel, der kan anvendes til effektiv behandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig