rebslager

Rebslager e ved uddrivningsanlægget på Randers Rebslaaeri. Billedet viser klarekammen, der styrer de spundne garner, når de af uddrivningsvognen sammendrejes til kordeler, samtidig med at de trækkes ud til banens ende; dette system blev opfundet i 1792 og ca. 1850 indført på de fleste store reberbaner. Fotografiet stammer formentlig fra tiden omkring 1930, da det meste garn blev spundet på maskine, mens det traditionelle håndværk blev videreført af de mindre reberbaner.

.
.

Artikelstart

Rebslager er en håndværker, der fremstiller reb og tovværk. Faget var kendt også i forhistorisk tid og formentlig udviklet af bønders og fiskeres husflid, men det er først omtalt forholdsvis sent, idet det eneste danske lav, der kendes fra middelalderen, er Malmøs, der har lavsartikler fra 1412.

Rebslageri er et stærkt arealkrævende fag på grund af den lange reberbane, hvis eksistens endnu afspejles i gadenavne i mere end en snes danske købstæder. Reberbanerne, der typisk først blev overdækket fra slutningen af 1800-tallet, var som regel ca. 100 meter lange. Længere baner, der kunne være op til 330 meter lange, fremstillede tovværk til søfart og lå i flere kystbyer.

Som materiale til rebslagning blev bast fra 1300-tallet efterhånden afløst af hamp, Cannabis sativa, der fra 1500-tallet blev importeret fra Rusland og Baltikum. Fra anden halvdel af 1800-tallet benyttedes også manila, Musa textilis, den såkaldte manilahamp. Man har desuden anvendt hør, jute, bomuld og sisal samt under 2. Verdenskrig også papir. I midten af 1800-tallet begyndte man at anvende tråd af jern og i 1900-tallet også i stigende omfang kunststoffer.

Rebslagning foregik ved, at hampen blev heglet i reberbanens heglekammer. De heglede fibre eller taver blev samlet i en dis, det vil sige et bundt. Derefter foregik spindeprocessen ved, at rebslageren med disen på sin mave holdt det spundne garn med hånden, mens han gik baglæns ned ad banen, og hjuldrejeren drev spindehjulet.

I slutningen af 1800-tallet indførte mange mindre reberbaner selvtrækkermaskinen, hvorved hjuldrejeren kunne undværes ved spindeprocessen. Garner og tovværk blev friholdt af jorden under arbejdsprocessen ved at ligge på mikker, det vil sige trækamme placeret med 10 til 15 meters afstand langs banens sider. Garnerne blev løbet eller snøret sammen til såkaldte dugter eller kordeler, og tre til fire dugter blev slået sammen til en line eller et tov. I tykt tovværk indgår op til flere hundrede garner. Denne arbejdsproces blev midt i 1900-tallet afløst af mekaniseret produktion.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig