Polygonjord
Tundra med iskilepolygoner i Alaska, USA.
Polygonjord
Af /science Photo Library Us Geological Survey/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Polygonjord er jordoverflader med et geometrisk, polygonalt mønster, primært knyttet til arktiske og varme, aride (tørre) områder.

Dannelsen af polygonjorde skyldes en opsprækning af det øverste jordlag ved udtørring, hurtig afkøling eller uensartet ophvælvning af jordoverfladen. Opsprækningen kan være ledsaget af sorteringsprocesser, hvorved grovere materiale koncentreres i sprækkerne. Sorteringen skyldes hovedsagelig udtørringens eller frysningens effekt på vandindholdet, vandbevægelsen og trykket i jorden, idet små og store jordpartikler påvirkes forskelligt. Især kan frostprocesser give anledning til sortering pga. kryostatisk tryk, der opstår i våde jorde i områder med permafrost eller højtliggende klippe, når frosten trænger ned fra overfladen, ved opfrysning af sten (se frosthævning) eller ved dannelsen af nåleformede iskrystaller i jorden.

Ikke-sorterede polygonjorde

Ikke-sorterede polygonjorde kan variere i størrelse fra ca. 5 cm til over 100 m i diameter. De små former, dvs. mindre end 1 m, der kendes overalt på kloden, skyldes oftest sæsonbetonet udtørring og forsvinder hurtigt ved miljøskift. De store former, fra 1 m til over 100 m, findes i aride, kolde og varme klimater og er mere stabile. I arktiske områder er polygonerne knyttet til dannelsen af dybe frostkiler, som kan være is- eller sandfyldte. Iskilepolygoner dannes i områder med permafrost.

Sorterede polygonjorde

Sorterede polygonjorde varierer i størrelse fra ca. 10 cm op til 50 m. De små sorterede former har stor udbredelse i arktiske områder og i tempererede bjergområder; de store kendes bedst fra arktiske områder med permafrost.

Fossile polygonjorde

Fossile, store, sorterede og ikke-sorterede polygonjorde kan bruges som en palæoklimatisk indikator. Således kan man i Vestjylland se store polygonmønstre i det dyrkede landskab, idet jordmaterialet i sprækkerne har en anden sammensætning og derved giver planterne særlige vækstbetingelser. Disse jorde er dannet i det periglaciale, arktiske klima, som herskede i området under hele sidste istid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig