iskile

En iskile er en lodret, kileformet, isfyldt sprække i jordoverfladen, der kan blive op til 4 m bred og indtil 10 m dyb. Iskiler er udbredt i områder med kontinuert permafrost og således karakteristiske for periglaciale landskaber. De dannes i dårligt drænede, finkornede aflejringer i områder med stor nedbør.

Når jordtemperaturen er under ca. -20 °C, trækker jordvandet sig så meget sammen, at der opstår frostsprækker, og på jordoverfladen dannes et polygonformet sprækkesystem, polygonjord. Om foråret samles overfladevand i sprækkerne og fryser til is. Derved forhindres sprækkerne i at lukke sammen, selvom jordtemperaturen stiger yderligere. Jorden sprækker samme sted hvert år, og ved den gentagne proces vokser iskilerne. Finkornet materiale fra overfladen føres med ned i sprækkerne og giver isen en fin lagdeling (lamination). I groftsandede eller grusede aflejringer i områder med under 100 mm årlig nedbør kan der dannes såkaldte sandkiler, der er sprækker fyldt med finkornet sand fra overfladen.

Under klimatisk mildning fyldes sprækkerne med materiale ovenfra eller ved, at siderne sætter sig i takt med isens afsmeltning. Store iskiler i den diskontinuerte permafrostzone, fx i det sydlige Alaska, nordlige Canada og i Sibirien, er dannet under strengere klimatiske forhold end i dag. Fossile iskiler findes flere steder i Skandinavien, fx i vestjyske grusgrave, og er rester efter istidens tundraklima.