politisk sprogbrug

Politisk sprogbrug, den sprogbrug, som kendetegner mundtlig og skriftlig dækning af politiske anliggender; især om politikeres sprogbrug.

Hos de etablerede partiers ledende politikere er sprogbrugen først og fremmest bestemt af deres nærhed til magten. Politikere fra partier, som er centralt placeret, når der skal indgås forlig, vil i deres offentlige sprogbrug især bruge underdrivelse og søge at udtrykke holdningen: "Det går principielt godt i dette land". Politikere fra ekstremistpartier til højre eller venstre, som er placeret langt fra forhandlingsbordene, vil især bruge overdrivelsen i form af satire over det etablerede systems elendigheder — der typisk påstås at blive langt værre ved det forlig, som lige nu er ved at blive indgået.

Politikere fra forligspartier vil ofte søge at udtrykke sig i et ikke-barriereskabende sprog, som er bestemt af ønsket om dels størst mulig parlamentarisk manøvredygtighed, dels en særlig profil, som adskiller partiet fra andre partier, og dels størst mulig støtte i befolkningen. Disse hensyn medfører formuleringer som "Der må gives den opvoksende generation de bedst mulige vækstbetingelser" og "Samfundets styre må have sådanne former, at det kalder på befolkningens virkelyst og interesse". Sådanne påstande er uden reel information, og ingen vælgere vil være uenige. Det er politiske trivialiteter. Den udbredte anvendelse heraf skyldes, at politikere ofte har behov for at udtale sig generelt og ikke ønsker at udelukke en kompromismulighed, som kunne blokeres af mere præcise formuleringer.

En ofte forekommende variation af trivialitet er at indbygge noget, som er kontroversielt, jf. følgende to ytringer: "Regeringens fire partiledere er enige om, at vi har et fælles ansvar for at sikre en fortsættelse af den positive samfundsudvikling, der er i gang". "Derfor har vi besluttet, at vælgerne bør spørges, om de vil sammensætte et Folketing, der kan videreføre og sikre den stabile linje, der er lagt gennem de seneste 19 måneder". Det kontroversielle er påstandene om, at der er en positiv udvikling i gang, og at der er lagt en stabil linje. Ved at pakke disse påstande ind i trivialiteter søger man at gøre accepten af dem indlysende.

Politikere bruger sproget i mange sammenhænge, fx tv- og radiointerview, folketingsdebatter, uformelle samtaler med journalister, politikerkolleger og embedsmænd, indlæg på gruppemøder, forhandlinger med andre partiers repræsentanter, debatindlæg til aviser, taler på vælgermøder, samtaler og brevvekslinger med private og lobbyister. Politikeres offentlige taler er ofte skrevet af embedsmænd. Det indebærer en fare for, at ledende politikeres sprogbrug bliver præget af embedsværkets sprog og politiske klichéer på bekostning af det personlige engagerede sprog, jf. denne statsminister-åbningstale: "I Europapolitikken — som i det øvrige internationale arbejde — er det regeringens ledetråd, at vi skal bygge bro over gamle skillelinjer og undgå nye økonomiske og sociale skel". Mere individualitet i ordvalg og intonation ses i en lignende passage fra en anden statsministers åbningstale: "Det internationale samfund, men især vi i Vesteuropa, som har formået at bygge bro over tidligere tiders modsætninger og derved opnået en hidtil uset grad af fred og velstand — vi har et ansvar nu. Skal det virkelig batte, må vi løfte i flok". De to tekster er stort set identiske i indhold, men varierer i form.

Betegnelsen politisk sprogbrug anvendes ofte af ikke-politikere med en vis afstandtagen, men politikersprog kan også være en positiv oplevelse. Mange politikere bestræber sig således på at bruge sproget personligt og engageret ud fra en veludviklet situationsfornemmelse og lyst til at kommunikere med et bredt kontaktnet i befolkningen.