Parti, politisk parti, gruppe af personer, som under en fælles betegnelse opstiller kandidater til offentlige valg til de politiske forsamlinger, og som i almindelighed er i stand til at få indvalgt kandidater heri. Denne definition på et politisk parti har efterhånden vundet bred accept, men det har været og er omdiskuteret, hvad et politisk parti er.

Faktaboks

Etymologi
Ordet parti kommer af fransk partie, perfektum participium af partir i betydningen 'opdele, opsplitte', af latin partire 'dele'.
Også kendt som

politisk parti

En hovedgruppe af definitioner anser ideologi for det afgørende kriterium: Personer, der har den samme opfattelse af, hvordan samfundet skal indrettes, slutter sig sammen for i fællesskab at fremme denne ideologi og prøve at sikre, at samfundet styres ud fra de principper, der er nedlagt i ideologien. Således taler man fx om liberale, socialistiske eller konservative partier. Problemet med denne definition er, at partier ikke altid har en ideologi, samt at man ikke kan adskille partier fra andre ideale sammenslutninger, fx religiøse.

En anden hovedgruppe af definitioner anser interessevaretagelsen for det afgørende kriterium: Et parti er en bestemt, afgrænset samfundsgruppes organiserede udtryk, dannet med henblik på at fremme denne samfundsgruppes interesser i konkurrence med andre samfundsgruppers. Man taler således fx om arbejderpartier, bondepartier eller funktionærpartier. Ud fra denne definition kan man imidlertid ikke adskille partier fra interesseorganisationer.

I forlængelse af den alment accepterede definition følger, at partierne er unikke forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte, som adskiller dem fra alle andre organisationer og sammenslutninger i det politiske system ved, at de er de eneste, som 1) på én og samme gang både repræsenterer og styrer, dvs. er til stede både på vælgerarenaen og på regerings- og parlamentsarenaen, som 2) skal stå til ansvar over for hele befolkningen gennem offentlige valg, og som 3) skal tage stilling til alle politiske sagområder og derfor nødvendigvis må prioritere disse sagområder og ikke kun virke inden for et enkelt eller to af dem.

Partiernes opgaver

Gennem tiderne har der været mange bud på, hvad partiernes opgaver er i det politiske system. Der er efterhånden enighed om, at deres væsentligste opgaver er 1) politisk mobilisering og socialisering af befolkningen, 2) udvælgelse og træning af den politiske ledelse, 3) interessevaretagelse, 4) politisk målformulering og 5) regeringsdannelse.

Partityper

Politiske partier i den moderne betydning er et relativt nyt fænomen. De omtales af 1700-t.s politiske filosoffer, og ofte negativt, da de blev anset for at splitte og forhindre gennemførelsen af helhedens, statens eller nationens interesser ... Læs mere om partityper.

Kommentarer (1)

skrev Finn Andersen

Artiklen “parti” har en søsterartikel ved navn “politisk parti” (på https://denstoredanske.lex.dk/politisk_parti), der handler om det samme emne.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig