Plasterbillen Mylabris pustulata fra Sydasien lever af blomster og optræder som skadedyr på bl.a. ærtebønne
Plasterbillen Mylabris pustulata fra Sydasien lever af blomster og optræder som skadedyr på bl.a. ærtebønne. Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

plasterbiller

Plasterbiller

De fleste danske plasterbiller hører til oliebillerne (Meloe spp.), der er bemærkelsesværdige, ved at vingedækkerne er rudimentære, så det meste af den store bagkrop er synlig. Flyvevinger mangler helt. I Danmark findes fire arter af oliebiller, men kun sort oliebille (Meloe proscarabaeus) er almindelig. Den lever helt overvejende på skrænter langs vore kyster, hvor den kan ses kravle omkring i den lave vegetation i det tidlige forår.

Plasterbiller
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Plasterbiller har en meget kompliceret livscyklus. Æggene lægges i jorden i grupper på 500-1.000; hver hun lægger adskillige tusinde æg. Larverne snylter hos forskellige jordlevende bier og gennemløber flere vidt forskellige stadier. Et af stadierne (første larvestadium) er triungulinen, en speciel larvetype; navnet refererer til, at benene foruden den sædvanlige ene klo har to kraftige børster, så det ser ud, som om der er tre kløer (tri 'tre', ungulus 'klo').

.

Artikelstart

Plasterbiller er en familie af biller, som er udbredt i hele verden, især i de mere varme og tørre egne. Af de ca. 3.000 arter kendes kun seks fra Danmark.

Faktaboks

Også kendt som

Meloidae

Det er relativt store, 10-40 mm lange biller, enkelte eksotiske arter bliver dog kun 5 mm. Kroppen er aflang og har ret blødt, oftest ubehåret hudskelet. I øvrigt kendetegnes plasterbillerne ved, at hovedet bagtil er brat halsformet indsnævret, forbrystet (pronotum) er uden skarpe sidekanter, vingedækkerne uden punktstriber, og for- og mellemfødder har fem led, bagfødderne fire.

Plasterbillernes larver lever (med enkelte undtagelser) som parasitter hos enlige bier og gennemløber flere, meget forskellige stadier. De nyfødte larver er ganske små, langbenede og fritlevende og må, inden den videre udvikling finder sted, finde frem til deres værts rede. Hos nogle arter opsøger de selv værten, hos andre søger de op i blomster for at vente på en passende værtsbi, med hvilken de lader sig transportere til dennes rede. Langt de fleste larver går til grunde i dette stadium, men de, som når frem til rederne, går her ind i næste stadium, som er maddikeagtigt. Larven lever nu som ektoparasit på værtsbiens yngel og æder såvel af selve ynglen som af den nektar og honning, der var tiltænkt bilarverne. Efter et par hudskifter overgår billelarven til et ikke-ædende hvilestadium, hvorefter den igen går ind i et ædende stadium, inden forpupningen finder sted.

De voksne biller, der modsat larverne er planteædere, kommer frem det følgende år, ofte tidligt om foråret (fx oliebillerne (Meloe spp.)). Senere på sommeren klækkes den metalgrønne spansk flue (Lytta vesicatoria), der søger til forskellige løvtræer eller buske, fortrinsvis ask. Fra denne art udvandt man tidligere til medicinsk brug det ætsende stof cantharidin, som findes i alle voksne plasterbillers krop og menes at tjene som forsvar mod rovdyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig