overføring

Overføring, psykoanalytisk term, indført af Freud for aktivering af en ubevidst følelsesindstilling gennem forskydning af følelser fra en psykisk prototype, fx faderen eller moderen, til en konkret anden person.

Freud antog, at der livet igennem er bundet stærke følelser til barndommens persongalleri, og at disse følelser kan komme til udtryk i situationer med større eller mindre lighed med scener i barndommen. Overføringen kendes på, at den konkrete person ikke med sin egen optræden har gjort sig fortjent til de voldsomme følelser, han eller hun gøres til genstand for; de overførte følelser, der enten er meget negative eller meget positive, har blot ventet på en anledning til at komme til udfoldelse.

Overføringer optræder med særlig tydelighed i den psykoanalytiske behandling, hvor klienten successivt placerer analytikeren i de roller, der allerede forefindes i det ubevidste. Dette er en vigtig forudsætning for at erkende det ubevidstes indhold.

Også analytikeren har overføringer, der kan ytre sig som overdreven sympati eller antipati for klienten. Disse modoverføringer blev især tidligere anset for en alvorlig trussel mod et vellykket resultat af behandlingen. Siden er det blevet anført, at analytikeren bør lytte til sine modoverføringer og bruge dem som et middel til at registrere, hvad der sker i interaktionen, da de giver ham et intuitivt indblik i, hvad klienten i virkeligheden rummer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig