Orientering, i adfærdsbiologien dyrs retningsindstilling af forskellige bevægelsesaktiviteter i forhold til påvirkninger fra omgivelserne. Det kan være bevægelse mod bestemte mål, fx bytte, mage eller nyt opholdssted, eller fx orientering i forhold til tyngdekraften eller lys. Langt de fleste aktiviteter hos dyr omfatter orienteringsreaktioner ved brug af et ofte meget kompliceret sanseapparat til registrering og bearbejdelse af relevante ydre påvirkninger, fx ligevægtssans, syn og ekkolokalisering.

Faktaboks

Etymologi
Ordet orientering kommer af orientere, opr. 'anbringe i retning af øst', se Orienten.

Simple orienteringer af kroppens længdeakse i forhold til en enkelt ydre påvirkning betegnes taksier. Man taler således om positiv eller negativ fototaksi, når dyr orienterer sig enten imod eller bort fra lyset. Regnorme er eksempler på dyr, der udviser negativ fototaksi. Retningsbestemte bevægelser i forhold til en kemisk påvirkning betegnes kemotaksi.

Komplicerede orienteringsreaktioner ses hos næsten alle dyr, der bevæger sig over store afstande. Bedst kendt er de årstidsbestemte træk hos fugle (se fugletræk). Undersøgelser har vist, at orienteringen kan bero på påvirkninger fra Solen, stjernerne, Jordens magnetfelt og sågar fra duftkilder. Fuglene udnytter sådanne påvirkninger som et kompas til orientering over de længere strækninger, mens kendskab til lokale pejlemærker har betydning for den sidste del af trækket. Kompasorientering vha. Solen og andre bevægelige eller foranderlige ydre påvirkninger forudsætter fuglenes evne til at justere orienteringen med tiden, hvis en bestemt kurs skal holdes. Mange trækfugle kan foretage sådanne justeringer, hvilket er med til at underbygge teorien om eksistensen af et "indre ur" hos fuglene.

Pattedyr som flagermus, hvaler, rener og gnuer foretager tilsvarende årstidsbestemte vandringer vha. bl.a. duftpåvirkninger og kendte pejlemærker i landskabet. Laks og havskildpadder udviser en ekstrem orienteringsevne baseret på udnyttelse af kemiske påvirkninger. Laks klækkes af æggene i vandløb, og de unge laks søger ud i havet. Få år senere vender de tilbage som voksne til det samme vandløb og den samme gydeplads. Tilsyneladende bliver de unge laks præget på vandløbets specifikke lugtmønster, som senere benyttes til orienteringen tilbage. Havskildpadder søger tilbage til bestemte ynglestrande, og her menes havstrømmenes kemiske karakteristik at være afgørende for orienteringen. Se også vandringer.

Undersøgelser af orienteringsrelevante ydre påvirkninger omfatter som regel manipulationer. Det kan være flytning af dyrene, ændring af solretningen vha. spejle eller manipulation med stjerners placering i planetarier. De grundlæggende orienteringsmekanismer er i mange tilfælde ukendte, men det er opfattelsen, at mange dyr er i stand til at bearbejde og udnytte flere forskellige ydre påvirkninger til orientering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig