Nihali er et sprog, der tales af ca. 2.500 mennesker (2016) i Indien på grænsen mellem delstaterne Madhya Pradesh og Maharashtra. Man har ikke kunnet påvise slægtskab mellem nihali og noget andet sprog i verden, og det er således et isolat.

Nihalis isolerede slægtskabsforhold var en sen erkendelse; den blev gjort i 1971 af den hollandske sprogforsker Franciskus Kuiper (1907-2003) og først alment accepteret i årtierne derefter. At det skete så sent, skyldes ikke mindst, at 3/4 af nihalis ordforråd er låneord fra andre sprog, især fra korku, som er et mundasprog, men også fra de større omgivende sprog, det indoariske hindi og det dravidiske marathi. Disse sprog har også påvirket meget af nihalis grammatiske struktur og mange af bøjningselementerne.

Det har bidraget til forvirringen, at nihali ofte er blevet forvekslet med det indoariske nabosprog nahali, også kaldet kalto.

Selv om antallet af mennesker, der taler nihali, er steget gennem de sidste fire årtier, regnes det for et truet sprog.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig