Napalm er i daglig tale betegnelse for benzin, der med henblik på anvendelse i flammekastere og brandbomber er geleret ved tilsætning af et fortykkelsesmiddel.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fra amerikansk engelsk, sammentrukket af naphtene 'naften' og palmitic acid 'palmitinsyre'.

Napalm blev udviklet under 2. Verdenskrig; ordet napalm var oprindelig betegnelsen for det først benyttede fortykningsmiddel, en blanding af aluminiumsalte af naftensyrer og palmitinsyre (aluminiumsæber).

Til brug i datidens flammekastere repræsenterede napalm et betydeligt teknisk fremskridt sammenlignet med benzin uden fortykkelsesmiddel, bl.a. fordi det klæbede til målet. Forbrændingstemperaturen er ca. 650 °C, men kan ved tilsætninger øges til over 1000 °C. Den udbredte og iøjnefaldende brug af napalm i Vietnamkrigen gjorde våbnet særlig kendt og afskyet i offentligheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig