montanisme

Montanisme er navnet på en bevægelse i den tidlige kristendom, der begyndte i Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) i 150'erne eller kort derefter og vandt en betydelig udbredelse i de følgende århundreder. Den har fået sit navn efter sin stifter, Montanos fra Frygien, der opfattede sig selv som Helligåndens talsmand, der skulle give de kristne en sidste belæring om sandheden. Derfor er bevægelsen også blevet kaldt "den nye profeti".

Som andre bevægelser båret af entusiasme stivnede også kristendommen, da den i løbet af første halvdel af 100-tallet mere og mere organiserede sig med kirkelige embeder, herunder først og fremmest bispeembedet, som autoritetsbærende og formidlere af Helligånden. Det førte til en stigende skepsis over for profeti og andre ekstatiske, ukontrollable åndsytringer som fx også tungetale. Netop i denne kontekst skal montanismen som ny profeti ses som et oprør mod en bispestyret kirke, der på sin side også hurtigt tog afstand fra dette fænomen som en ny åbenbaringskilde. Ellers var montanismen langt hen ad vejen, hvad det læremæssige angik, i overensstemmelse med flertalskirken.

Som det også blev tilfældet med andre af de bevægelser, der blev udskilt af flertalskirken, dvs. kætterstemplet, kender vi væsentligt montanismen igennem de skrifter, der blev skrevet imod den. Derfor er det kun enkelte orakeludsagn af montanismens to kvindelige profeter, Maximilla og Prisca, og af Montanos selv, der er kendt. Heri påberåber de sig altså Helligåndens autoritet og afviser kirkens og endda Det Nye Testamentes forrang. Det fik flertalskirken til at stemple dem som falske profeter.

Det gjaldt således, når montanisterne profeterede verdens nært forestående undergang, og at det ny Jerusalem (Guds stad) ville stige ned på en slette i Frygien ved nogle navngivne landsbyer, hvad der fik mange troende til at forsamle sig dér. Denne apokalyptiske forventning var desuden forbundet med en åndelig og moralsk vækkelse med streng askese og forbud mod vielse af fraskilte, og medlemmerne opfordredes ligefrem til i givet fald at påtage sig martyriet i forventning om deltagelse i et kommende tusindårsrige.

En variant af montanismen, der især vandt udbredelse i Nordafrika, findes omtalt af den latinske teolog Tertullian, der ca. 207 gik over til denne bevægelse; en række af hans skrifter fra denne periode vidner om strenge etiske regler, der skulle fastholde den kristnes hellighed i en syndig verden.

Efter at have organiseret sig som en selvstændig kirke med eget hierarki af embeder blev montanismen som andre oldkirkelige bevægelser marginaliseret i takt med enhedskirkens konsolidering efter etableringen som rigskirke i løbet af 300-tallet; de sidste vidnesbyrd om dens eksistens stammer fra 500-tallet.