molekylmasse

Molekylmasse, molekylemasse, summen af atommasserne for de atomer, der indgår i et molekyle. Normalt angives den relative molekylmasse, også kaldet molekylvægten, som er massen af molekylet i forhold til atommasseenheden (se atommasse). Eksempelvis er den relative molekylmasse for CO2 (kuldioxid) lig med 12,01 + 2∙16,00 = 44,01 (idet atommassen for 12C = 12,01 og for 16O = 16). Undertiden benyttes den mere generelle betegnelse formelmasse, som er summen af atommasserne for de atomer, der indgår i formlen, selvom denne evt. ikke svarer til et molekyle.

Fastlæggelse af molekylmassen er et vigtigt element i karakterisering af en kemisk forbindelse, specielt i organisk og biologisk kemi. Tidligere blev molekylmassen bestemt på basis af colligative effekter af en opløsning af forbindelsen. Eksempelvis vil den frysepunktssænkning, som opløsningen udviser, være afhængig af antallet af molekyler opløst stof. Kendes stoffets koncentration, kan molekylmassen beregnes ud fra den målte frysepunktssænkning. I dag bestemmes molekylmasse først og fremmest ved anvendelse af massespektrometri i en eller anden form. Der er i de senere år sket en betydelig udvikling af denne teknik, bl.a. til karakterisering af meget store biologiske molekyler. For polymere forbindelser er der ofte en vis variation af molekylstørrelsen, og man opererer derfor med en middelmolekylmasse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig