massespektrometri

Massespektrometri, analysemetode til bestemmelse af molekylers masse og kemiske struktur. Massespektrometri er en af de mest specifikke og følsomme analysemetoder til kvalitativ og kvantitativ analyse af et bredt udsnit af forskellige stoftyper. Metoden anvendes inden for forskning og rutineanalyse i områder som fx kemi, biokemi, bioteknologi, geokemi, klinisk kemi og miljøkontrol.

Analysen foretages i et massespektrometer, som består af en ionkilde, hvor prøven ioniseres og bringes på gasform, en masseanalysator, hvor de dannede ioner adskilles efter masse i elektriske og/eller magnetiske felter, og detektoren, hvor ionernes ankomst registreres. Masseanalysator og detektor befinder sig i et højvakuumkammer. Afhængigt af den valgte ioniseringsmetode kan molekylerne tilføres overskudsenergi, hvorved de fragmenterer. Herved dannes ud over molekylarionen en række fragmentationer, som kan anvendes til at bestemme molekylets kemiske struktur. Hvis ioniseringsmetoden ikke tilfører tilstrækkelig overskudsenergi, kan fragmentering opnås ved at lade ionerne kollidere med fx neutrale gasmolekyler.

Ca. 1945-85 anvendtes massespektrometri næsten udelukkende til analyse af flygtige organiske forbindelser. Udvikling af nye ioniseringsmetoder, baseret på sprayteknik eller på beskydning af prøven med atomer, ioner eller fotoner kombineret med forbedrede masseanalysatorer, har åbnet for analyse af ikke-flygtige højmolekylære forbindelser som proteiner og nukleinsyrer. Ved direkte kobling til separationsmetoder som fx gas- og væskekromatografi kan meget komplekse stofblandinger analyseres.