Moderbinding, barnets følelsesmæssige tilknytning til moderen, der er grundlagt i de første leveår, og som har livslange psykiske eftervirkninger.

Moderbindingen optræder i skiftende betydninger i forskellige psykologiske teorier. I klassisk freudiansk psykoanalyse er der tale om en incestuøs binding, der nødvendigvis skal afbrydes ved faderens mellemkomst. Herved opstår den konflikt, der udgør kernen i ødipuskomplekset.

Andre forfattere som René Spitz, Donald W. Winnicott, Margaret Mahler, John Bowlby og Daniel N. Stern ser barnets objektrelation til moderen som matrix for alle dets grundlæggende læreprocesser af såvel kognitiv som følelsesmæssig art.

Inden for psykopatologien har der været fokuseret på et bredt spektrum af fejl og mangler hos moderen som formodede årsager til psykiske sygdomme, og den snævre moderbinding ses alment som kilde til narcissisme, fantasteri og virkelighedsforvrængning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig