mandesygdomme

Både dannelsen af sædceller (se sæd) og produktionen af det mandlige kønshormon (testosteron) finder sted i testiklerne. Deres funktion er afhængig af overordnede kønshormoner, som både dannes i hypofysen (se hypofyse (hormoner)) og hjernecentret hypothalamus. Når testiklerne er anlagt hos det mandlige foster, begynder de dannelsen af store mængder testosteron. På dette tidspunkt i udviklingen er testosteron nødvendig for udvikling af penis, bitestikler, prostata, sædblærer og sædledere. Forstyrrelser i fostertestiklernes hormonproduktion kan derfor få blivende følger for individet, fx kønsmisdannelser i form af hermafroditisme, forstyrrelser i seksualfunktion og i sædproduktion med infertilitet. Sådanne forstyrrelser i fosterets kønskirtler kan skyldes kønskromosomsygdomme, indtagelse af kønshormoner under graviditeten samt mutationer i gener, som er nødvendige for hormonernes produktion og funktion.

Testiklerne, som er beliggende i nyreregionen i begyndelsen af fostertilstanden, vandrer normalt inden fødslen ned i pungen. Ved sygdommen kryptorkisme er denne vandring forsinket eller forhindret pga. forstyrrelser i testiklens hormonproduktion eller anatomiske forhold. Behandlingen, som kan være medicinsk i form af hormonbehandling eller kirurgisk, fjerner ikke en let øget risiko for testikelkræft og nedsat sædkvalitet, som findes ved denne sygdom.

Visse sygdomme, som først optræder i barndommen eller i voksenalderen, kan have udviklingsmæssige eller genetiske årsager, fx Klinefelters syndrom, som skyldes, at individet har et eller flere ekstra X-kromosomer. Ved denne tilstand, som findes hos ca. 1-2‰ af alle nyfødte drenge, går det sæddannende væv oftest til grunde i puberteten, mens hormonproduktionen kun i begrænset omfang hæmmes.

Den hyppigste andrologiske sygdom er infertilitet pga. nedsat sædkvalitet. Det antages, at 5-8% af alle mænd i den vestlige verden har nedsat eller ophævet frugtbarhed. Sædkvaliteten vurderes bl.a. på baggrund af sædtallet, forekomst af abnormt formede sædceller og sædcellernes bevægelighed. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anfører, at der normalt skal være mindst 20 mio. sædceller pr. ml. Hos mange mænd er sædtallet dog lavere, uden at det forringer chancen for graviditet i nævneværdig grad. I praksis kan det være vanskeligt at bedømme frugtbarheden ud fra en mands sædprøver, medmindre der foreligger total mangel på sædceller (azoospermi), som kan have medfødte årsager. I mange tilfælde skyldes azoospermi dog strålebehandling eller kemoterapi, som bl.a. gives ved testikelkræft. Denne kræftform er i øvrigt forbundet med en generelt nedsat sædkvalitet.

Infertilitet kan også forekomme ved sygdommene cystisk fibrose og årebrok (varikocele). Ved årebrok kan sædkvaliteten i visse tilfælde bedres ved operation. Hos langt de fleste ufrugtbare mænd findes imidlertid ingen forklaring på den nedsatte sædkvalitet og derfor ingen mulighed for at bedre denne ved behandling. Infertiliteten kan dog afhjælpes ved en særlig form for reagensglasbefrugtning (se barnløshed), hvorunder en sædcelle injiceres direkte i en ægcelle, som er udtaget fra kvindens æggestok.

Andre sjældne medfødte sygdomme i det mandlige hormonsystem, inkl. sygdomme med svigt i den overordnede kønshormonproduktion i hypofysen, kan behandles med tilførsel af det manglende hormon, som i sådanne tilfælde både kan fremkalde dannelse af sædceller og skabe normal seksuel udvikling og funktion.

forårsaget af nedsat hormonproduktion i testiklerne kan afhjælpes ved behandling med testosteron, som både kan skabe normal evne til rejsning (erektion) og sædudløsning (ejakulation). En sådan behandling vil imidlertid ikke kunne stimulere en nedsat eller ophørt sædcelleproduktion. Behandling med testosteron kan også afhjælpe impotens pga. kastration, fx pga. testikelkræft, men har ingen virkning på impotens, som ikke skyldes hormonmangel.