Livgeding, i ældre ret en formue i jord eller løsøre, der var henlagt til en persons livsvarige brug; siden middelalderen gods, der var tillagt først og fremmest enkedronninger, se fx Sophie, Frederik 2.s dronning. Ifølge grevernes og friherrernes privilegier fra 1671 kunne også de tillægge deres ægtefælle et livgeding som enkeforsørgelse.