lagring af CO2

CO₂ indgår i fotosyntesen, hvor CO₂ og vand sammen med energi fra f.eks. solen omdannes til organisk kulstof, der er den centrale byggesten for livet på Jorden.

CO₂ er en vigtig del af kulstofkredsløbet og tilføres naturligt fra vulkanske gasser, nedbrydning og forbrænding af organiske materialer, samt fra levende organismers respiration. Desuden er CO₂ en af de drivhusgasser, der er med til at styre klimaet ved at opretholde Jordens energibalance og hermed temperaturen på jordoverfladen. Dette skyldes at CO₂ tillader indstrålingen af solenes energi, men samtidig holder på Jordens varmeudstråling.

CO₂ koncentrationen i atmosfæren styres af hvor meget der tilføres – naturligt eller menneskabt – samt hvor meget CO_2, der fjernes.

Udjævningen af de naturlige svingninger af atmosfærens CO₂-indhold sker over mange tusinder af år, men ved CO₂ lagring accelereres de processer, der sænker CO₂ indholdet i atmosfæren. CO₂ til lagring kan enten indfanges direkte fra atmosfæren eller fra punktkilder på industrianlæg. Industrielle processer, hvor der sker dannelse af CO₂ i mængder, der planlægges indfanget ved CO₂ fangst, er ved forbrænding i cementfremstilling, på kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg og fra biogasanlæg, hvor der dannes CO₂ ved omdannelse af organisk materiale.

Forudsætningen for, at et CO₂-lager kan etableres, er at der findes en egnet og velstuderet geologisk struktur i undergrunden. Det skal ligge mindst 800 m under jordoverfladen for at sikre et tilstrækkeligt højt tryk til at CO₂ ikke overgår til gas form, men forbliver på væskeform.

En geologisk struktur hvori der kan lagres CO₂ består af et reservoir og forseglende lag der har et toppunkt, der ligger højere end dets kanter. Det forseglende lag vil mest af alt ligne en omvendt skål i undergrunden. Når CO₂’en pumpes ned i lagringsstrukturen vil den fordele sig i porerum i reservoiret og forseglingen opadtil gør at strukturen fungerer som en fælde for den lagrede CO₂.

En CO₂ lagringstruktur bestående af et reservoir og segl- eller dækbjergarter har lighedspunkter med lagringsstrukturer, som kendes for fossile olie- og gasfelter samt for forekomster af naturlige akkumulationer under tryk i undergrunden af CO₂, brint (H₂) eller kvælstof (N₂).

• globalt energiforbrug
• menneskeskabte klimaforandringer