kystklima

Kystklima, havklima, oceanisk klima, klimatyper, der er karakteriseret ved små temperaturforskelle mellem sommer og vinter. Betegnelsen benyttes mest inden for de tempererede klimazoner. Man taler om kystklima, hvis forskellen mellem gennemsnitstemperaturerne for koldeste og varmeste måned er mindre end 18-20 °C.

Som navnet siger, findes kystklima i områder, der præges af luftmasser, der kommer fra havet. Vand har stor varmekapacitet. Det betyder, at havet om efteråret kun langsomt afkøles og derfor virker som et varmereservoir. Modsat tager det om foråret lang tid at varme det op. Fastlandenes overflader har mindre varmekapacitet, og opvarmning og afkøling af kontinentale luftmasser sker derfor langt hurtigere. Se fastlandsklima.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig