fastlandsklima

Fastlandsklima, kontinentalklima, de klimatyper, som karakteriseres af store temperaturforskelle på sommer og vinter. Betegnelsen bruges normalt kun inden for den tempererede klimazone. Man taler om fastlandsklima, hvis forskellen mellem de gnsntl. temperaturer i koldeste og varmeste måned er over 18-20 °C.

Jordoverflader er karakteriseret af lille varmekapacitet og lille varmeledningsevne. Det bevirker, at solindstrålingen kun opvarmer de øverste jordlag. I modsætning hertil har vandet i oceanerne stor varmekapacitet, samtidig med at vandmasserne omrøres, således at store vandmængder skal opvarmes; opvarmningen foregår derfor langsomt. Til gengæld er der en stor varmemængde til rådighed om efteråret, hvilket bremser vinterafkølingen. Heroverfor sker afkølingen af fx det centrale Sibirien særdeles hurtigt om efteråret, når solindstrålingen mindskes. I løbet af oktober måned falder gennemsnitstemperaturen i Verkhojansk således med næsten en grad pr. dag.

I visse klimasystemer benyttes Gorczynskis kontinentalitetsindeks K = 1,7∙A/sinφ −20,4, hvor A er forskellen mellem middeltemperaturerne i varmeste og koldeste måned, og φ er stedets breddegrad. K ligger normalt i intervallet fra −12 (udpræget kystklima) til +100 (ekstremt fastlandsklima).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig