kunstner

I vestlig antik og middelalder regnedes kunstneren først og fremmest som håndværker, omend man i antikken anså digteren som talerør for det guddommelige. Kunstnerens underordnede position ændredes med renæssancen, hvor især kunstnere ansat ved fyrstehoffer forbedrede deres sociale status og omdømme. Det er her, kunstneren bliver regnet for skabende (alter deus, latin 'en anden guddom'), særligt original og, for de dygtigstes vedkommende, et geni (se genialitet). Derfor begynder kunstneren også at signere sine værker og derved stadfæste deres originalitet.

Kunstnerens status som beåndet undtagelsesmenneske når et klimaks under romantikken, men svækkes derefter i nogen grad. I dagens kunstinstitution opfattes kunstneren dog stadig som særligt kreativ. Med opkomsten af det borgerlige samfund efter renæssancen fremstiller kunstneren først og fremmest sine værker til det åbne marked, hvilket ofte medfører en usikker finansiel situation. I nyere tid kan den dog afhjælpes gennem støtte fra kulturinstitutioner som museer samt offentlige og private fonde.

Med få undtagelser, især blandt forfattere, skuespillere, sangere og balletdansere, var kunstneren inden 1900-tallet altovervejende af hankøn. Denne patriarkalske skævhed, der understøttedes af kvinders udelukkelse fra kunstneriske uddannelser, er først for alvor blevet brudt siden 1970'erne.

• kreativitet