Kunstinstitutionen, begreb, der især er trådt frem i den nyere kunstteoretiske diskussion i USA, hvor den såkaldte institutionsteori om kunst betragter et værks konkrete tilhørsforhold til kunstverdenen og dens institutioner som en tilstrækkelig betingelse for, at det har gyldighed som kunst.

Begrebet henviser ikke blot til de ydre rammer for det eksisterende kunstliv (fra kulturministeriet til kældergalleriet), men også til den kunstopfattelse og tradition, der kan siges at være institutionaliseret i disse rammer.

Begrebet har fået en særlig vægt i forhold til en række moderne retninger i billedkunsten som fx dadaisme, pop art, happenings og installationskunst, der åbenlyst forudsætter kunstinstitutionen enten som genstand for provokation, eller fordi det drejer sig om produkter, der bevidst ikke er tilpasset kunstmarkedets normer og derfor kun kan eksistere i kraft af de museer, kataloger og tidsskrifter, der præsenterer dem for offentligheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig