Koloni, en gruppe individer af samme art, der lever tæt sammen til fælles bedste. Individerne kan være bygget sammen, eller deres sammenhold kan skyldes sociale bånd eller andre adfærdsmæssige forhold. Koraller og mosdyr er eksempler på dyr, der er bygget sammen i en fælles struktur. Sådanne kolonier, der er grundlagt af et enkelt individ ved ukønnet formering (fx knopskydning), sidder normalt fast på underlaget. Der er ofte arbejdsdeling, fx kan nogle medlemmer varetage fødeoptagelse, andre forsvar eller formering. Sammen er de en slags superorganisme. Hos sociale insekter, fx myrer og honningbier, er kolonien (samfundet) baseret på et kastesystem med arbejdsdeling mellem formeringsdygtige individer (dronninger, droner) og sterile arbejdere. Visse pattedyr, fx brun og sort rotte, vildkanin og præriehund, lever også i kolonier, ofte med social rangorden. Fordele ved kolonidannelsen er bl.a. øget vagtsomhed over for fjender.

Faktaboks

Etymologi
Ordet koloni kommer af latin colonia 'landgård, udflyttersamfund', af colere 'dyrke'.

Man kan også bruge betegnelsen koloni om visse midlertidige grupperinger af dyrearter, fx rene eller artsblandede ynglekolonier af fugle, samt om sammenklumpning af dyr på steder med særligt gunstige levevilkår. Se også adfærd (adfærdsøkologi).

Kolonier kendes også fra alger som grupper af ubevægelige eller svingtrådsbærende celler, der tilhører samme art. En koloni kan bestå af et vekslende antal løst sammenholdte celler eller have en veldefineret form med et celletal, der ikke ændres efter koloniens dannelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig