Keeshond, (nederl., af Kees, kortform af Cornelius, og hond 'hund'), ulvespids, spidshund fra Mellemeuropa, antagelig Holland, med en højde på 44-46 cm for tæver og 48-50 cm for hanner. Pelsen er forholdsvis lang og står ud fra kroppen pga. den bløde, tætte underuld; omkring halsen er pelsen særlig rigelig og danner en tæt krave. Farven er grå med sorte hårspidser og lysere partier; de karakteristiske aftegninger i hovedet ligner briller. Keeshond blev oprindelig brugt som vagthund på gårde og som skibshund på hollandske flodpramme. Navnet stammer antagelig fra slutn. af 1700-t., da hollandske patrioter kæmpede imod Vilhelm 3. af Oranje: Deres leder, Cornelius de Gyselaer, hvis kælenavn var Kees, havde en hund af denne race.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.