Justitiarius, ældre betegnelse for visse danske embedsmænd og dommere; i middelalderen dels de personer, der dømte på Kongens Retterting, dels den kongelige embedsmand, der varetog ekspeditionerne af kongebreve, og som fra 1400-t. kaldtes rigens kansler. Under enevælden og indtil Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 knyttedes betegnelsen justitiarius til stillingerne som formand for Højesteret, Hof- og Stadsretten, Københavns Politiret, landsoverretterne samt Kriminal- og Politiretten i København. I 1674-1758 fandtes der både en præsident og en justitiarius i Højesteret; justitiarius ledede de daglige forretninger, mens præsidenten førte et vist overordnet tilsyn med retten.