Juridisk abort er et begreb, der hviler på en forestilling om, at en mand kan fraskrive sig enhver juridisk tilknytning til et ufødt barn, som han er biologisk far til, herunder økonomisk forsørgerpligt. Juridisk abort findes ikke i gældende dansk ret og formentlig heller ikke i andre retsordener.

Begrebet juridisk abort og forslaget om indførelse af en ret for mænd til at frasige sig faderskab blev introduceret af økonomen Henrik Platz i en kronik i dagbladet Information den 4. oktober 2000.

Formålet med juridisk abort

Tanken er, at et sådant fravalg skal være en rettighed, som manden kan vælge at udøve inden for samme tidsrum, som den gravide kvinde kan få foretaget en medicinsk eller kirurgisk abort.

Forslag om indførelse af en ret til juridisk abort bygger på ønsker om at, at mænd skal ligestilles med kvinder, når det gælder adgangen til såvel følelsesmæssigt som økonomisk og praktisk at fravælge ansvar for og binding til et barn, som ikke er ønsket.

Borgerforslag om juridisk abort

I juni 2023 blev der fremsat et borgerforslag om juridisk abort, men det opnåede kun begrænset tilslutning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig