Irreversibilitet er den egenskab, at processer eller hændelsesforløb ikke af sig selv kan forløbe i modsat retning. Processers irreversibilitet stemmer overens med vore daglige erfaringer: Gnidningskræfter bremser fx mekaniske bevægelser og standser dem, hvis der ikke tilføres energi udefra; fløden samler sig ikke igen, når vi rører baglæns rundt i kaffekoppen, og vi bliver hele tiden ældre.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er sammensat af in- 'u-' og fransk réversible, som er en afledning af latin reversus 'vendt om', et participium til verbet revertere 'vende om'.

Modsætningen, reversible processer, som af sig selv kan forløbe i begge retninger, forekommer ikke i praksis, men anvendes som en teoretisk model i termodynamikken. En reversibel proces kan tilnærmes ved en proces, der forløber så langsomt, at systemet hele tiden kan anses for at være i termodynamisk ligevægt

I statistisk fysik indføres entropi som et mål for graden af uorden i et system. Ved en reversibel proces vil entropien af et system og dets omgivelser være konstant, hvorimod entropien af systemet og dets omgivelser vil vokse ved en irreversibel proces. Der er ikke noget i vejen for at reducere et systems entropi, men det kan kun ske på bekostning af en lige så stor (ved reversible processer) eller større (ved irreversible processer) forøgelse af omgivelsernes entropi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig