in-

Artikelstart

In- er et latinsk og internationalt præfiks.

1) Svarende til græsk en-, beslægtet med dansk i, ind-, engelsk in, tysk in, ein-, fransk en- og spansk en-; står i modsætning til ex-.

In- betyder, at noget foregår i, ind i eller hen imod noget og anvendes både i bogstavelig og billedlig betydning. In- assimileres til im- foran m, p, b, til il- foran l og til ir- foran r, fx inskription 'indskrift', immigration 'indvandring', illuminere 'lyse ind i/på, oplyse' og irrigation 'kunstvanding'.

Udvidede former af in- er dels intra- 'inden for, inden i', modsat extra-, fx intravenøs 'ind(en) i en vene', dels intro-, der lægger vægt på retningen, fx introduktion 'indføring'.

En-, der ligeledes assimileres, har samme betydning, fx enklise 'bøjen sig ind mod' og empati 'indføling'. Udvidede former af en- er endo- og ento(s)-, modsat ekso- og exo-, fx endogam 'som gifter sig inden for (sin stamme e.l.)'.

2) Svarende til og beslægtet med græsk a(n)-, dansk u-, engelsk og tysk un-; angiver negation, dvs. benægtelse eller modsætning, og assimileres ligeledes til im-, il-, ir-, fx inaktiv 'som ikke er i virksomhed', immateriel 'ikke stoflig', illegal 'ulovlig', irrationel 'ufornuftig'.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig