Ingefærfamilien, Zingiberaceae, tropisk familie af enkimbladede planter med 50 slægter og ca. 1600 arter, langt de fleste i tropisk Asien.

Det er flerårige, aromatiske urter med "falsk" stængel dannet af bladskederne; mange har kraftige underjordiske rhizomer, og det bladbærende skud kan blive op til otte meter. Blomsterstandene kan variere meget i udseende, men blomsterne er alle oversædige med et kort, hindeagtigt bæger og en krone bestående af et kronrør og tre flige; af støvbærerne er kun den ene pollenproducerende, mens de andre er udformet som en læbe og evt. sidestillede, kronbladslignende staminodier. Frugten er en tør eller saftig kapsel; frøene er omgivet helt eller delvis af en farvet frøkappe. Oftest er hele blomsten meget sart og visner bort i løbet af få timer.

En del arter udnyttes lokalt som krydderurter og lægeplanter. Tre arter har større kommerciel betydning: ingefær (Zingiber officinale), gurkemeje (Curcuma longa) og kardemomme (Elettaria cardamomum). Nogle arter dyrkes som prydplanter i troperne.

Ingefærfamilien er nært beslægtet med Costaceae.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig