indlæring (dyr)

En af de simpleste former for indlæring viser sig ved ændret reaktion over for gentaget ydre stimulering. Når en snegl udsættes for en let forstyrrelse, trækkes øjenstilkene sammen, og den vil eventuelt søge beskyttelse i sneglehuset. Gentages den samme lette forstyrrelse, ses en gradvis mindre reaktion, og efter tilstrækkelig mange gentagelser ophører reaktionerne. Påføres en ny form for forstyrrelse, vil sneglen omgående reagere med fuld styrke, og de første adfærdsændringer kan derfor ikke skyldes træthed eller tilpasninger i sansesystemet og slet ikke modning eller motivationsforandringer. Fænomenet kaldes tilvænning og kan opfattes som en indlæringsproces, der sikrer dyret mod unødvendige energikrævende reaktioner. Adfærdsændringerne som følge af tilvænning kan også resultere i øget reaktion på en gentaget ydre stimulering.

Termen habituering benyttes om tilvænning med gradvis faldende reaktion, mens tilvænning med stigende reaktion kaldes sensitiering. Sensitiering sætter dyr i stand til at udnytte omgivelserne bedre, fx ved at øge besøgsfrekvensen på steder med rigelig føde.

Der er en glidende overgang mellem tilvænning og den vel nok bedst undersøgte indlæringsproces, betinget indlæring eller konditionering. Konditionering er en indlæringsproces, hvorved en ny påvirkning fra omgivelserne sættes i forbindelse med en, der er kendt i forvejen.

Den russiske fysiolog Pavlov udførte i begyndelsen af 1900-t. en lang række forsøg med hunde til belysning af fænomenet. Pavlov iagttog, at hunde savler, når de præsenteres for godbidder, og når de i øvrigt er sultne. Hvis præsentationen af en godbid kombineres med et lyssignal eller en bestemt lyd, begynder hundene snart at savle alene ved præsentation af det pågældende signal. Pavlov kaldte godbidden en ubetinget stimulus (UBS); den fremkalder medfødt savlen, en ubetinget reaktion (UBR). Lys- eller lydsignalet blev betegnet som en betinget stimulus (BS), og når BS alene fremkalder hundenes savlen, betegnede Pavlov hundenes savlereaktion en betinget reaktion (BR).

I forlængelse af Pavlovs indlæringsforsøg udførte den amerikanske psykolog B.F. Skinner andre forsøg med rotter. Skinner anbragte rotter i specielt byggede kasser, hvor rotterne lærte at trykke på knapper eller pedaler for at modtage en foderpille, belønning, eller for at undgå et elektrisk stød, straf. Også her kan dyrene lære at reagere ved præsentation af et ellers neutralt signal, hvis signalet kombineres tidsmæssigt med belønning eller straf.

Forskellen på de to typer indlæring beror på, om dyret skal foretage sig noget aktivt. I Pavlovs forsøg er dette ikke tilfældet, og indlæringsprocessen kaldes almindeligvis klassisk betingning, mens processen i Skinners forsøg kaldes aktiv betingning. Skinners opstilling benævnes Skinnerbokse, og de har været flittigt brugt, bl.a. til at afdække sanseorganernes formåen og dyrs evne til at skelne, fx mellem farver eller lyde anvendt som betinget stimulus.

Betingning af begge slags er den væsentligste indlæringsproces ved menneskets dressering eller træning af dyr. I betingningsforsøg ses ofte en evne til at generalisere. Dvs. at dyr, der har lært at reagere på en bestemt lyd som betinget stimulus, måske også reagerer, når andre lyde præsenteres. Evnen er forskellig hos forskellige dyrearter, og man har brugt betegnelsen association om processen, altså dette at kunne overføre indlærte kombinationer til lignende kombinationer.

Mere kompleks indlæring viser sig ved evnen til udvikling og fastholdelse af problemløsning. Chimpanser er i stand til at udnytte redskaber i forskellige kombinationer for at få adgang til en attraktiv fødekilde. Processen kan forløbe ved, at chimpansen prøver sig frem, men den må bygge på en vis grad af forestilling om kombinationens brugbarhed. Forestillingsevnen er ofte blevet betegnet som indsigt eller intelligens, og ligesom for betingningens vedkommende kan der være tale om grader af generalisering.

Indsigt eller intelligens er ofte parret med fænomenets imitation, dvs. iagttagelse af en kombinations brugbarhed hos et andet individ og efterligning. Imitation ses bl.a. hos højerestående dyrs afkom i forbindelse med leg.

Et særligt element i alle indlæringsprocesser er hukommelse, altså fastholdelse af erhvervede reaktionsmønstre ved indlæring. Hukommelse antages at bestå af tre komponenter: registrering af kombination mellem stimulering og reaktion, oplagring og endelig genkaldelse. I de senere år har hjernefysiologer arbejdet på en biokemisk forklaring på såvel indlæringsprocesser som hukommelse. Fænomenerne er overordentlig komplekse og involverer såvel elektriske som kemiske komponenter.