immunterapi og immunologiske teknikker

Artikelstart

Behandlinger, der primært retter sig mod immunsystemets funktioner, betegnes immunterapi. Immunterapi kræver indsigt i, hvilke mekanismer der styrer den eller de immunologiske processer, man ønsker at fremme eller hæmme. Virkningen bliver bedre og bivirkningerne færre, jo mere målrettet man kan gøre behandlingen. Immunterapiens fornemste mål er den antigenspecifikke og helst også varige ændring af særlige immunfunktioner, som det ses ved forebyggende immunisering med specifikke antistoffer eller vaccination og ved specifik hyposensibilisering ved allergi. Ved de fleste immunsygdomme er man dog fortsat henvist til behandlingsformer med virkning på mange forskellige celler og organer.

Immunologiske teknikker

Det specifikke immunologiske princip (at antistoffer binder sig til komplementære antigener) udnyttes på talrige måder til mere komplicerede analyser inden for lægevidenskab. Immunologiske teknikker har ligeledes fundet anvendelse inden for kvalitetskontrol i lægemiddel- og levnedsmiddelindustrien, miljøovervågning etc.

RIA

RIA (radioimmunanalyse) kombinerer måling af radioaktive isotopers stråling med immunologiske metoder. Ved at mærke et testreagens med en radioaktiv isotop kan man bestemme mængden af et antigen eller et antistof, som binder sig til testreagenset. Metoden blev indført til måling af de ganske små mængder af insulin, der findes i blodet, men har fundet meget vid anvendelse til måling af blodets indhold af fx hormoner og lægemidler. En variant af RIA er radioallergosorbenttest (RAST), som kan bruges til påvisning af specifik allergi, fx dyrehårsallergi, ved en blodprøve. En anden variant er radioimmunsorbenttest (RIST), som også anvendes ved allergi til bestemmelse af totalindholdet af IgE i blodet.

ELISA

Elisa (Enzyme-Linked Immunsorbent Assay) har ligheder med RIA, blot anvendes i stedet for en isotop et enzym bundet til et testreagens som markør. Efter binding af testreagenset måles mængden af bundet testreagens ved at måle enzymaktiviteten ved en enkel kemisk proces. ELISA har fx fundet anvendelse ved undersøgelser af antistoffers tilstedeværelse i blodet ved en lang række infektionssygdomme, fx antistoffer mod hiv.

Immunelektroforese

Ved immunelektroforese undersøges fx en blodplasmaprøve i et halvfast medium, oftest en gel fremstillet af agar, som er tilsat antistoffer. Blodets proteiner adskilles i et elektrisk felt ved elektroforese og reagerer med antistofferne, således at der fremkommer karakteristiske udfældninger i agargelen. Man kan herved fx påvise en M-komponent, som er et plasmaprotein produceret af syge plasmaceller ved sygdommen myelomatose.

Immunfluorescensteknik

Immunfluorescensteknik muliggør synliggørelse af antigen i celler og væv (se histokemi). Metoden kan påvise antigen, hvis man har et specifikt, evt. monoklonalt, antistof, som tilsættes et vævspræparat (direkte teknik). Dette benyttes fx til at påvise bakterier i en vævsprøve. Med denne teknik kan specifikt antistof også påvises i vævsvæsker (indirekte teknik), hvilket fx benyttes ved diagnostik af autoimmunitet. I begge tilfælde forudsætter metoden anvendelse af specifikt antistof, som kan synliggøres, fx ved kobling til et fluorescerende stof. Metoden kan udbygges, hvorved man ved anvendelse af en særlig maskine kan måle og adskille celler med specielle overflademolekyler (flowcytometri og cellesortering).

Hybridomteknik

Hybridomteknik anvendes til produktion af store mængder antistof af en bestemt specificitet. Teknikken udnytter, at én bestemt antistofproducerende B-lymfocyt, en plasmacelle, i laboratoriet kunstigt sammensmeltes med en ikke-antistofproducerende kræftcelle. Plasmacellen stammer ofte fra en mus og reagerer med ét bestemt antigen, som musen forud er immuniseret med. Den nye celle vil som en hybrid have egenskaber fra begge moderceller. Den vil dele sig med dannelse af millioner af datterceller, der således alle er udgået fra en enkelt plasmacelle og derfor udgør en klon af ens celler og benævnes et hybridom. De af celleklonen producerede milliarder af ens antistofmolekyler kaldes monoklonale antistoffer. Hybridomet kan fortsætte en næsten ubegrænset produktion af monoklonale antistoffer, som kan udnyttes ved diagnostikken af det specifikke antigen, hvormed musen blev immuniseret, fx en komponent på en sygdomsfremkaldende mikroorganisme. Monoklonale antistoffer kan også anvendes som såkaldt biologiske lægemidler, fx mod specifikke markører på kræftceller, hvorved alene kræftcellerne kan elimineres, mod T-lymfocytter ved truende afstødning af et transplanteret organ eller mod specifikke betændelseshormoner, fx antistoffer mod tumornekrosefaktorer (TNF). Se også antistof og bioteknologi.

Læs mere om immunologi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig