Husholdningskonsulent, person fortrinsvis uddannet som ernærings- og husholdningsøkonom. Husholdningskonsulenter ansættes af husholdningsorganisationerne eller andre institutioner, der varetager oplysningsarbejde inden for husholdningsområdet, herunder kost-, bolig- og miljøvejledning. Husholdningskonsulenter afholder udstillinger, studiekredse og møder. De første husholdningskonsulenter blev ansat i 1923; statstilskud blev opnået 1928, men ophørte 1995.