historie (Historien i 1900-t)

Idealet om en scientific history, der udelukkede det irrationelle fra videnskabens genstandsfelt, imødekom et udtalt behov hen imod år 1900 for en indsnævring af kløften mellem historie og andre videnskaber. Oplevelsen af de ekspanderende industrisamfund var en udfordring til at søge andre forklaringer på historiens gang end enkeltindividers handlinger i statsligt regi. Især i Storbritannien og Frankrig hyldede også historikerne den opfattelse, at en videnskabelig forklaring aldrig måtte indebære henvisning til immanente kræfter eller transcendente størrelser. Menneskelig viden var begrænset til, hvad der kunne erfares, og videnskab, også om menneskelige forhold, måtte holde sig til at erkende pålidelige sammenhænge inden for erfaringer om et emne. Denne positivisme lagde som historismen stor vægt på at fastslå kendsgerninger, men syntes at tillade mere tidssvarende forklaringer; nogle historikere tog økonomien og sociologien, der var i færd med at udvikle lovende nye forklaringstyper, til forbilleder. Historikere med et sådant videnskabssyn blev opsat på at afgrænse sig fra litterære og andre kunstneriske historieformer.

I begyndelsen af 1900-tallet havde man således et selvbevidst historiefag, der mere end nogensinde var overbevist om sin videnskabelighed; men ved den politiske histories side optrådte fra da af en stadig stærkere markeret socialhistorie og økonomisk historie. De nye tendenser var fra begyndelsen præget af yderst forskellige retninger, men alle adskilte sig fra historismen ved bevidst at benytte teorier om samfundet. Modsætningsforholdet mellem de historiske retninger blev særlig stærkt i Tyskland, hvor de herskende historister gennem årtier undertrykte den teoribaserede socialhistorie, således som Karl Lamprecht i 1890'erne havde forsøgt at introducere den. Historisternes hårde linje blev især lagt af Friedrich Meinecke, som var redaktør af Historische Zeitschrift 1894-1935; prisen var, at tysk historieforskning i løbet af 1900-tallets første halvdel mistede sin position som verdens førende. I stedet blev det historikere fra Storbritannien, Frankrig og USA, hvor især den økonomiske historie brød igennem, som med hensyn til idérigdom kom til at dominere. Socialhistorien levede sammenlignet med den økonomiske endnu i mellemkrigstiden lidt af en skyggetilværelse. Udgivelsen af det franske tidsskrift Annales d'histoire économique et sociale blev indledt i 1929 med Marc Bloch og Lucien Febvre som redaktører i et bevidst opgør med, hvad de betragtede som en kendsgerningsfikseret, personcentreret begivenhedshistorie. I deres eget arbejde anlagde de strukturhistoriske og mentalitetshistoriske synsvinkler og opstillede kravet om at skrive totalhistorie. I begyndelsen lod de tidsskriftet følge den økonomisk-historiske hovedtendens, men senere fik det yderst stor betydning for socialhistorien. Den strukturhistoriske retning fortsattes i Fernand Braudels store værk om Middelhavsregionens historie fra 1949. I efterkrigstiden kom Annalesskolen til at indtage en dominerende position i fransk historievidenskab, og den fik betydelig international indflydelse. Udviklingen inden for den historiske demografi åbnede nye muligheder for socialhistorien, men siden er interessen forskudt hen imod mentalitetshistorie og kulturhistorie med tydelig inspiration fra antropologien.

Socialhistorien slog over en bred front igennem i 1960'erne, og nye socialhistorisk orienterede forgreninger som kvindehistorie, arbejderhistorie, historisk demografi og familiehistorie opstod. Konfrontationen mellem gammelt og nyt blev igen særlig kompromisløs i Tyskland, hvor fagets professorater i de første efterkrigsår stadig var besat af historisterne. Fra 1960'erne blev historisterne afløst af bl.a. repræsentanter for den såkaldte Gesellschaftsgeschichte ('samfundshistorie'), hvis mål var at etablere en teoribaseret socialstrukturhistorie. Man tilstræbte nu teoretisk at begribe historieprocessen som en helhed. Det drejede sig om at forklare samfundsmæssige forandringer som processer, der blev sat i gang af en dynamik, der i form af indre modsætninger lå indbygget i samfundene selv. Førende repræsentanter for den nye socialhistoriske retning, fx Hans-Ulrich Wehler og Jürgen Kocka, vedkendte sig utvetydigt en politisk målsætning med deres forskning; målet var at frigøre mennesket fra forældede bånd og at bidrage til skabelsen af et samfund med retligt frie og politisk ansvarlige og myndige statsborgere. Midlet fandt man i tysk samfundskritisk teori fra Karl Marx over Max Weber til Frankfurterskolen. I de senere år har denne retning imidlertid mødt bastant kritik fra en ny generation af tyske historikere, der kritiserer dens implicitte moderniseringsoptimisme og fremskridtstro, som forekommer illusorisk i en verden, der synes truet af miljøkatastrofe og international økonomisk polarisering. Desuden kritiseres strukturhistorien generelt for at lade mennesket forsvinde. Både i Tyskland og andre steder ser man derfor i disse år fremvæksten af den såkaldte mikrohistorie, der tager antropologiske metoder i brug og retter blikket mod det enkelte handlende menneske som det, der "strukturerer strukturerne".

Den britiske historieforskning blev med bl.a. Rodney Hilton, E.P. Thompson og Eric Hobsbawm som hovednavne i 1960'erne tillige domineret af en samfundskritisk retning, som havde rod i 1930'ernes marxistisk-økonomiske historievidenskab. Også i USA øvede den marxistiske inspiration en væsentlig indflydelse; den amerikanske version af socialhistoriens sejrsgang i 1960'erne og 1970'erne indbefattede tillige den samfundskritiske New Left-bevægelse, der satte sit afgørende præg på den politiske historie i denne periode og affødte en voldsom debat om USA's ansvar for oprindelsen til den kolde krig. For disse årtiers mange nye samfundskritiske historikere forekom det frugtbart at arbejde ud fra den antagelse, at alt i samfundsudviklingen i sidste instans var underkastet en bestemt logik, og at historiens gang derfor havde en retning og et mål.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne er der imidlertid for alvor sat spørgsmålstegn ved denne opfattelse. I de nutidige samfund med så uomgængelige problemer som totaldestruktive våben, økologiske katastrofer og nye former for ufrihed, der har afløst klassebåndene, opleves den svigtende forklaringskraft i de store teorier. En sådan virkelighedsoplevelse har ophævet historikernes konsensus om at forestille sig én overordnet makrohistorie, som er kulmineret i den moderne vestlige kulturkreds. I den stadig uafsluttede diskussion om den praktiske historieskrivnings muligheder på nye betingelser har synspunkter fra især franske strukturalister som Ferdinand de Saussure og Claude Lévi-Strauss og poststrukturalister som Michel Foucault og Jacques Derrida spillet en vigtig rolle. Størst gennemslagskraft har den såkaldte linguistic turn ('sproglige vending') haft. I sin strenge udformning, hvor sproget antages at skabe virkeligheden, udelukker det lingvistiske standpunkt enhver mulighed for videnskabelig adgang til en fortid bag de efterladte tekster. Et modereret standpunkt tillægger sproget en virkelighedsreference, der dog kun delvis kan bestemmes. Sproget stiller sig altid mellem forskeren og forskningsobjektet. På denne indsigt har historikere reageret forskelligt. Sproget kan enten opfattes som en blokering, der umuliggør erkendelse af det tidligere skete, eller det kan være et unikt instrument, der bringer mennesket i stand til ene af alle væsner at danne sig forestillinger om fortiden. Den forståelse af forholdet mellem forsker og forskningsobjekt, som har konstitueret historie som videnskab siden historismens opkomst, er imidlertid problematiseret, uanset hvilket af de to synspunkter man vælger.

Især i de angelsaksiske lande, hvor en empirisk tradition har været fremherskende, har historikerne i 1990'erne rettet opmærksomheden mod en postmodernistisk retning, som tager udgangspunkt i den amerikanske historiker Hayden White og den amerikanske filosof Richard Rorty. Tilhængerne peger på, at al egentlig videnskab om historien ophører, når empiri ikke er genskabelse af fortiden. Retningen har vakt væsentlig mindre opsigt på det europæiske kontinent, hvor den er blevet opfattet som endnu en filosofi om menneskets problemer med at erfare virkeligheden, og en sådan problematik har historikere måttet leve med, siden den blev formuleret af filosoffen Immanuel Kant.

Historikerens arbejdsvilkår er altså, at den historiske virkelighed altid må erkendes med den ensidighed, som følger med anvendelse af det menneskelige erkendeapparat, dvs. at erkendelsen finder sted under et aspekt eller på et bestemt plan. De foretrukne aspekter og planer udelukker andre aspekter og planer, som også kunne være valgt, og som andre måske ville foretrække. Det er en klassisk erkendelse, at forholdet mellem historikere og deres forskningsobjekt er noget særligt, fordi deres emne ikke kan iagttages umiddelbart, eftersom fortidens særkende netop er, at den ikke længere findes. De nye synspunkter supplerer denne erkendelse ved desuden at acceptere, at et historisk fænomen kun er tilgængeligt i en bestemt kontekst, og at flere mulige forestillinger om det samme kan være anerkendelsesværdige. Forskeren får den mere sofistikerede og ikke mindre forpligtende opgave at nå længst muligt i retning af at sige det mindst forkerte om det undersøgte. De nye vilkår åbner nye perspektiver. En øget pluralisme i teoretisk henseende gør sig da også gældende, bl.a. i form af en teoribevidst ny kulturhistorie. Sprogets centrale placering som adgangsvej til fortiden har desuden medført en ny begrebshistorie, hvis sigte er at komme tættere på forskellige tiders diskurs. En anden iøjnefaldende gevinst er en fornyet anerkendelse af historiefremstillingens litterære dimension.