Hanen er i kulturhistorien og i religionerne symbol på primært ild, sol og den nye dags komme. Den er den årvågne vægter, der galer, når der er fare på færde.

I flere kulturer knyttes den sorte hane sammen med det underjordiske. Hanen kædes også sammen med maskulin seksualitet. I buddhismens fremstilling af tilværelsens hjul repræsenterer den røde hane begæret. I den kristne billedkunst optræder hanen, der galer ved solopgang, især som årvågenheds- og livssymbol, men også som apostlen Peters symbol (Jesu ord: Inden hanen galer, har du forrådt mig tre gange).

Fra begyndelsen af 1500-tallet optræder hanen på abc-bøger (se abc). Den galliske hane er et populært symbol på det franske folk.

Hanen i nordisk mytologi

I eddadigtet Vølvens Spådom nævnes hele tre haner. Den fagerrøde Fjalar og Gyldenkam vækker hhv. jætterne og hirden, dvs. Valhals krigere, til kamp ved Ragnarok. Den tredje er underverdenens, Hels, sodmørke hane, der galer i jorddybet, dvs. for de døde.

At hanen har været knyttet sammen med en dødekult og en forestilling om dødeopvækkelse antydes i Saxos sagn om kong Hadding. Hadding må på en rejse til underverdenen passere en elv over en bro, men standses af en mur; hans kvindelige ledsager dræber en hane og kaster hovedet over muren til de dødes verden; "straks levede fuglen op igen og bekendtgjorde med et højlydt hanegal, at den atter åndede." Dette modsvares af to hære, som de har set i indbyrdes kamp: krigerne (einherjer) dræber hinanden, men liver straks op igen. Grundtvig er inspireret af dette motiv i sit digt "De Levendes Land", 1824.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig